Rusland: Syriens Venner opildner ekstremister

Den russiske udenrigsminister mener, at Syrien-venner opildner ekstremister til at vælte regeringen med vold.

Udland 1. marts 2013 12:33 - Opdateret 1. marts 2013 12:36

Rusland: Syriens Venner opildner ekstremister

Rusland mener, at de beslutninger, som gruppen Syriens Venner tog på torsdagens møde i Rom, opmuntrer ekstremister, der ønsker at vælte præsident Bashar al-Assad og hans regime med brug af voldelige midler.

På mødet - hvor amerikanske og vestlige embedsmænd, toppolitikere og regeringsledere fra i alt 11 lande samt fra den syriske opposition deltog - blev der lovet mere politisk og materiel støtte til oppositionen i det borgerkrigshærgede Syrien.

Men den oprørsvenlige tone bekymrer det russiske udenrigsministerium i Moskva.

- Beslutningerne taget i Rom, samt de erklæringer, parterne kom med, både på skrift og i ånd, opmuntrer direkte ekstremister til at tage magten med vold, på trods af de uundgåelige lidelser, der vil komme blandt almindelige syrere, tordner ministeriet.

På mødet opfordrede Syrien-vennerne også til et øjeblikkeligt stop for våbenleverancer til præsident Bashar al-Assads regime. Og her er det blandt andet Rusland, der tænkes på. Landet er nemlig en af det krigshærgede Syriens største våbenleverandører.

På mødet annoncerede den nye amerikanske udenrigsminister, John Kerry, blandt andet, at USA vil give 60 millioner dollar i "ikke-dødbringende" bistand til den politiske opposition i Syrien.

Derudover vil de give direkte hjælp til oprørsstyrkerne i form af mad og lægehjælp.

Kerry har længe givet udtryk for, at den syriske opposition skal have mere hjælp i oprøret mod Assad, og at USA ønsker at fremskynde en udvikling, der fører til et politisk skifte i Damaskus.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...