Rusland trækker soldater hjem efter øvelse nær Ukraine

10.000 soldater trækkes tilbage nær Ukraine, oplyser Rusland. Det sker efter øvelse, der bekymrer USA og Nato.

Satellite images show Russian military deployments in Crimea and western Russia <i>â©2021 Maxar Technologies/Reuters</i>

Satellite images show Russian military deployments in Crimea and western Russia â©2021 Maxar Technologies/Reuters

Flere end 10.000 russiske soldater er vendt tilbage til deres kaserner efter den seneste måned at have deltaget i en militærøvelse nær Ukraine.

Det oplyser den russiske hær ifølge nyhedsbureauet Interfax.

Ifølge Interfax har øvelserne fundet sted i flere regioner nær Ukraine. Heriblandt Krim, som Rusland annekterede i 2014, og de russiske regioner Rostov og Kuban.

- Flere end 10.000 soldater vil marchere til deres permanente forlægninger fra det område, hvor de har deltaget i en fælles militærøvelse, citerer nyhedsbureauet hæren for at oplyse.

Der har under øvelsen været indsat titusinder af russiske soldater på den anden side af Ukraines østlige og nordlige grænse. Det har skabt bekymring i Ukraine og de vestlige lande for, at Rusland planlægger at angribe nabolandet.

Det benægter Ruslands præsident, Vladimir Putin. Men han har krævet garantier fra USA og Nato om, at den vestlige militæralliance ikke gør Ukraine til et nyt medlem.

Han har senest sagt, at det vil være en trussel mod Ruslands sikkerhed.

Samtidig har Putin i et oplæg til forhandlinger med USA krævet, at Nato trækker sine styrker ud de østeuropæiske lande, der over de seneste årtier er blevet medlem af Nato.

Det er lande, der tidligere var en del af sovjetblokken, som Rusland dominerede indtil Sovjetunionens opløsning i 1991.

Kritikken fra USA og Nato over opstillingen af titusinder af soldater på den anden side af Ukraines grænse har Rusland besvaret ved at sige, at det kan sende soldaterne hen, hvor det passer regeringen i Moskva. Det skal ingen andre blande sig i.

Skønnet over, hvor mange soldater der har befundet sig nær Ukraines grænse, varierer. Ukraines regering siger mellem 60.000 og 90.000. Men en efterretningstjeneste i USA siger, at det kan være helt op til 175.000.

/ritzau/Reuters