Rusland: USA nedtoner vores rolle i Anden Verdenskrig

Rusland retter en bitter kritik mod USA for at ignorere Sovjetunionens rolle i Anden Verdenskrig.

På grund af coronavirus-epidemien kunne Rusland ikke gennemføre den store parade, som var planlagt den 9. maj for at markere, at det var 75 år siden, at Nazityskland overgav sig. Men der var dog flyveopvisning over Moskva. Her flyver et optankningsfly og et strategisk bombefly af typen Tupolev Tu 160 over den russiske hovedstad.

På grund af coronavirus-epidemien kunne Rusland ikke gennemføre den store parade, som var planlagt den 9. maj for at markere, at det var 75 år siden, at Nazityskland overgav sig. Men der var dog flyveopvisning over Moskva. Her flyver et optankningsfly og et strategisk bombefly af typen Tupolev Tu 160 over den russiske hovedstad.

MOSKVA:Regeringen i Ruslands hovedstad, Moskva, vil have en "alvorlig samtale" med USA om Anden Verdenskrig.

Det siger Ruslands udenrigsministerium i en erklæring.

Ministeriet beskylder USA for at nedtone Sovjetunionens rolle i kampen mod Nazityskland.

- Vi er ekstremt indigneret over forsøget på at fordreje vort lands afgørende bidrag, står der i erklæringen.

Årsagen til utilfredsheden er en erklæring, som Det Hvide Hus i USA's forbundshovedstad, Washington D.C., i den forgangne uge lagde på Facebook for at markere 75-året for Nazitysklands overgivelse.

Overgivelsen fandt sted den 8. maj 1945.

I den amerikanske erklæring blev kun USA og Storbritannien nævnt som krigens sejrherrer.

- Amerikanske embedsmænd har hverken modet eller viljen til at anerkende den unægtelige rolle og det store dødstal, som Den Røde Hær og det sovjetiske folk led i hele menneskehedens navn, siger udenrigsministeriet i Moskva.

Den amerikanske erklæring kaldes "smålig", og Rusland opfordrer USA til at lade være med at gøre mindet om 1945 til et nyt problem i de to landes bilaterale forhold.

Historien og begivenhederne omkring Anden Verdenskrig har en meget stor rolle i Rusland og de andre stater, der er fremkommet efter Sovjetunionens opløsning i 1991.

Rusland siger, at omkring 27 millioner mennesker på den sovjetiske side blev dræbt under krigen.

Regeringen i Moskva har også beskyldt Vesteuropa, Polen og Ukraine for at gøre Sovjetunionens rolle i krigen mindre, end den var.

Rusland mindes hvert år den 9. maj - den tyske overgivelse kom den 9. maj russisk tid i 1945 - som en sejrsdag.

I år var der planlagt en ekstraordinær stor parade, men pandemien med coronavirus satte en stopper for det.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.