Politik

Rusland vil overveje at forny våbenaftale

INF-traktaten om stop for raketter udløber om et halvt år. Rusland har ikke modtaget nyt forslag fra USA.

INF-traktaten fra 1987 om stop for atomare mellemdistanceraketter i Europa var et stort skridt i retning af afspænding. Her bliver aftalen underskrvet af sovjetunionens leder, Mikhael Gorbatjov (tv) og USA's præsident, Ronald Reagan.

INF-traktaten fra 1987 om stop for atomare mellemdistanceraketter i Europa var et stort skridt i retning af afspænding. Her bliver aftalen underskrvet af sovjetunionens leder, Mikhael Gorbatjov (tv) og USA's præsident, Ronald Reagan.

MOSKVA:Rusland er klar til at overveje nye forslag fra USA til en ny atomaftale. Det skal i så fald være en ny traktat, som omfatter flere landes mellemdistanceraketter.

Det siger viceudenrigsminister Sergej Rjabkov.

Præsident Vladimir Putin meddelte i weekenden, at Rusland suspenderer sin deltagelse i INF-aftalen om forbud mod mellemdistanceraketter.

Det er en meget vigtig traktat for især Europa. Den blev vedtaget i 1987 i de sidste år af den kolde krig. Den betød, at det daværende Sovjetunionen og USA fjernede deres atomraketter fra Europa.

Ruslands beslutning om at trække sig ud kom, efter USA's præsident Trump har suspenderet INF-traktaten. Det blev fra USA's side begrundet med russiske brud på traktaten.

Hvis ikke parterne enes det næste halve år om at videreføre aftalen, så udløber den definitivt.

Trump sagde i sidste uge på et pressemøde, at han gerne vil forhandle om at skabe en ny nedrustningsaftale.

- Vi så selvfølgelig en hentydning i præsident Trumps erklæring om muligheden for en ny traktat, der kan underskrive i et smukt værelse, og at denne traktat også skal omfatte andre deltagende lande, siger Rjabkov.

Men Moskva har ikke modtaget konkrete forslag, siger han.

USA er misfornøjet med, at Kina har stået uden for aftale og derfor har haft en fri hånd til at stationere mellemdistanceraketter.

Også Rusland har beklaget sig, at andre lande går fri. Derfor kan vejen frem være, at flere lande kobles på aftalen, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, til det tyske Funke Media.

Rusland har gentagne gange problematiseret, at Kina, Indien, Pakistan og Iran har udviklet raketter med 500 til 5000 kilometers rækkevidde.

- Men det er ikke en undskyldning for at bryde traktaten, siger Jens Stoltenberg.

- Tværtimod bør det få os til at styrke traktaten og få flere partnere med, siger han og peger i første række på Kina og Indien.

/ritzau/Reuters