Russer slukker Nadals drøm om 12. titel i Monte Carlo

Andrey Rublev sendte Rafael Nadal ud af Monte-Carlo Masters, som spanieren har vundet 11 gange.

Rafael Nadal måtte slukøret forlade banen efter nederlaget til Andrey Rublev.

Rafael Nadal måtte slukøret forlade banen efter nederlaget til Andrey Rublev.

MONTE CARLO: Det bliver ikke i år, at Rafael Nadal tager sin 12. titel i tennisturneringen Monte-Carlo Masters.

Fredag blev spanieren sendt ud i grusturneringens kvartfinale, da det endte med et nederlag i tre sæt til Andrey Rublev.

Russeren vandt med cifrene 6-2, 4-6, 6-2.

Nadal har ellers været noget nær kongen af Monte-Carlo Masters i dette årtusind, som han altså har vundet 11 gange. Første gang var i 2005, hvor Nadal satte gang i en imponerende stime.

Han endte således med at vinde turneringen otte år i træk, indtil Novak Djokovic i 2013 stødte han af tronen for en stund.

Der skulle gå tre år, før Nadal generobrede den, men så vandt han til gengæld tre år i træk i 2016, 2017 og 2018.

Det bliver så ikke til en ny triumf i år for Nadal, der ellers så ud til at være kommet i gang efter et skidt første sæt, da han næsten med ryggen mod muren tog andet sæt med tre vundne partier i træk.

Det gik dog hurtigt galt i tredje sæt, hvor Rublev vandt i Nadals første tre servepartier og kom på 4-1.

Herfra kørte russeren sikkert sejren i hus. Rublev skal i semifinalen lørdag møde norske Casper Ruud.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.