Russer snupper etapesejr efter langt udbrud

Russeren Juri Trofimov vandt 4. etape af Critérium du Dauphiné. Favoritterne holdt sig i ro på kuperet dag.

Russeren Yuri Trofimov (Katusha) vandt 4. etape af cykelløbet Critérium du Dauphiné, en 167,5 kilometer lang etape fra Montélimar til Gap.

Russeren vandt, da han stak af fra en gruppe med 12 andre ryttere mod slutningen. De 13 ryttere stak af fra feltet efter 21 kilometer. Gruppen blev dog splittet i atomer op af stigningen Col du Manse kort før målstregen. Col du Manse er velkendt fra Tour de France.

Sidste års Tour de France-vinder, Chris Froome (Sky), fører stadig løbet samlet, 12 sekunder foran Alberto Contador (Tinkoff-Saxo). Favoritterne var i mål to minutter og 10 sekunder efter russeren.

Jakob Fuglsang (Astana) var i mål med samme store gruppe som Chris Froome og Alberto Contador, men danskeren faldt tilbage til niendepladsen i den samlede stilling. Jakob Fuglsang er 1,22 minutter efter Chris Froome.

Etapen til Gap er en af dem, rytterne kender fra Tour de France, men ingen af favoritterne brugte sidste stigning til et angreb. Det kan de til gengæld gøre torsdag, hvor feltet kører 189,5 kilometer fra Sisteron til Gap. Her skal rytterne over syv kategoriserede stigninger.

Løbet slutter søndag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.