EMNER

Russerne angriber Hummer

Under den kolde krig forsøgte russerne til stadighed at overgå amerikanerne. Og nogle gange lykkedes det. Eksempelvis med MIG-flyet, der var flere af de amerikanske jagere overlegent. Nu, da rustningskapløbet er afsluttet, forsøger russerne at overgå amerikanernes største og mest slagkraftige bil. Hummer har hidtil været modellen, der appellerede til folk, hvor størrelsen virkelig betyder noget. Men nu er russerne på slagmarken med et alternativ: Kombat T-98 er specielt beregnet for russiske forretningsfolk, der måtte frygte en konfrontation med mafiaen. Køretøjet kan modstå anti-tank raketter og tung maskingeværild Bilen fremstilles af en virksomhed, der hedder Autokad. Det sker i Sankt Petersborg, hvor de fem tons tunge biler svejses sammen. Og selv om det er hærdebrede russere, der bygger den kørende fæstning, så er der alligevel et amerikansk islæt: Motoren på otte liters slagvolumen er fra USA. Nærmere betegnet en GM-konstruktion, der yder mellem 300 og 340 hk. Alt efter model. Prisen fra fabrikken er pt. angivet til en lille million. Det er uden danske afgifter.