Russerne besætter os til september

I 14 dage vil en række forskellige russiske teater- og musikgrupper fra Skt. Petersborg optræde over hele Nordjylland

Ikke mindre end 102 russiske skuespillere, musikere og gadegøglere vil i september sætte Nordjyllland på den anden ende. Med gadeteater, marionet- og dukketeater, gøgl og musik vil russerne give nordjyderne mulighed for at opleve russisk kultur på en helt anden måde. Sputnik - en russisk kulturfestival - løber over 14 dage. Fra 5. september til 18. september. Og i den periode vil de russiske kulturarbejdere fra Skt. Petersborg bo på feriecenteret Skallerup Klit, og herfra vil de 14 forskellige teatre og musikgrupper drage ud og optræde i hele landsdelen. - Formålet med kulturfestivalen er at fremme kulturudveksling og kulturforståelsen mellem os og det Rusland, som vi måske har et meget traditionelt billede af. Samtidigt vil vi heroppe få en masse oplevelser i verdenklasse. Trylleri, artisteri, musik og gøgl - et stort spekter af aktiviteter, der vil kunne vække barnet i os alle, fortæller kulturkonsulent Thomas Østergaard, Nordjyllands Amt. Ideen til den vidtfavnende russiske kulturoffensiv opstod, da Vendsyssel Teater sidste sommer optrådte med forestillingen "Den magiske barnevogn" i Skt. Petersborg. Teaterleder Jørgen Bing havde i forvejen kontakt med Det Danske Kulturinstitut i byen og havde tidligere samarbejdet med teaterfamilien Bulankin, der havde optrådt med deres Tommeliseforestilling i Hjørring. - Jeg tændte straks på ideen, og vi har nu sendt et tilbudskatalog ud til en række kulturinstitutioner i det nordjyske. Herefter koordinerer vi så tilmeldninger, så flest mulige kan få deres ønsker opfyldt og få svar i her i begyndelsen af maj , forklarer Thomas Østergaard. Kulturfestivalen operer med et budget på 1,5 mio. kr og har indtil videre modtaget støtte fra Kulturministeriet, Nordjyllands Amt og den regionale kulturaftale, lige som en række fonde er blevet søgt. - Vi er tæt på at være i mål. Grupperne vil komme i bus fra andre festivaler, og andre vil flyve hertil. Vores udgifter hertil svinger hele tiden i takt med prisen på flybilleter, siger Thomas Østergaard. De russiske teatergrupper tilbyder en række vidt forskellige forestillinger. Her er dukke-, børne- ungdoms- og børneteater og på den musikalske front vil fire orkestre spænde fra folklore over jazz til klassiske ensembler. Voksenteatret Comic-Trust tilbyder således en tre kvarter lang forestilling "White Side Story" - et slags humoristisk overblik over Europas kongelige historie. Børneteatergruppen Skazka spiller klovneforestillingen "Zirkus", mens dukketeatergrupperne Brodiachaja Sobachka og Bulankin spiller henholdvis "Den grimme Ælling" og "Dukker som de er". Demmeni Stats Marionetteater tilbyder, at folkeskoleelever kan være med i en fem dage lang workshop, hvor de skal sætte "Prinsessen på ærten" op som dukkeforestilling. Marionetteateret Kukolnuj Dom optræder med "Askepot" og så er der gadeteater, børnejazz på højt niveau med "Jazz Kids", folklore med gruppen Pikalova, klassisk hovedværker i en anderledes instrumentering med kvartetten ExPrompt og endelig ny russsisk crazymusik "Messer Für Frau Müller. Projekt Sputnik er styret af en gruppe sammensat af nordjyske kulturinstitutioner, kommuner og turisterhvervet. Lokalt i kommunerne er nedsat en række arbejdsgrupper, der tilrettelægger den lokale deltagelse i festivalen.