Russerne kommer - med kultur

Udvalg afsætter 50.000 kroner til russisk musik- og teaterbesøg i Hjørring

HJØRRING:Til september besøger 102 russiske musikere og skuespillere fra Skt. Petersborg op i Nordjylland i en russisk kulturfestival, der udspringer af et dansk-russisk teaterudvekling, der oprindeligt blev begyndt af Vendsyssel Teater i Dronningensgade. Festivallen løber 5-18. september og spredes til hele amtet med forestillinger og koncerter i mange byer - deriblandt Hjørring. Da alle russerne bliver indkvarteret på Skallerup Klit Feriecenter er det oplagt, at en del af russernes forestillinger kommer Hjørring til gode. Fritids- og kulturudvalget indstiller, at kommunen giver 50.000 kroner i støtte til projektet.Ikke mindst fordi festivallen med til at sætte fokus på byen. De 25.000 kroner bruges til at indkøbe russiske forestillinger med gratis adgang for borgerne. Andre 20.000 kroner gives i støtte til erhvervsvirksomheder, skoler og institutioner for børn og unge, der ønsker at købe forestillinger til halv pris. Til markedsføring af festivallen afsættes 5000 kroner. - Det er et godt projekt, der bliver et festlig indslag i gaden. Vi støtter ikke mindst fordi der lægges op til et samarbejde med erhvervslivet, siger Ove Jacobsen (V), der er formand for Fritids- og kulturudvalget. Skuespiller Jørgen Bing og Steen Poulsen fra Kulturkontoret sidder i arbejdsgruppen bag projektet. - Der bliver blandt andet tale om en række forestillinger, der kan vises udendørs samt en række forestillinger og musik, som kan købes til rimelige penge. Vi håber på et samarbejde med handelsstandsforeningen. Vi har allerede kontaktet handelschef Søren Kærholm, siger Jørgen Bing. Søren Kærholm bekræfter, at Handelsstandsforening er interesseret i at medvirke til kulturfestivallen. På fire skoler i Nordjylland holder Demmini Stats marionetteater workshops på skoler. Man håber, at en af workshops holdes på en skole i Hjørring Kommune. Da Jørgen Bing var chef på Vendsyssel Teater hyrede man den russiske Bulankenfamilie, der opførte Tommelise - på dansk. Bulanken vender tilbage med en ny forestiling. Efter Vendsyssel Teaters genvisit i Skt Peterborg blev ideen om et større besøg fra Skt Petersborg født i samarbejde med Rikke Helms, der er Nordjyllands Amts kulturrepræsentant i den tidligere russiske hovedstad. Nordjyllands amt, Den regionale kulturaftale og en række andre nordjyske kommuner skyder penge i kulturfestivallen.