Rusland

Russernes tillid til Putin falder

Moskva, lørdag /ritzau/AFP Russernes tillid til præsident Vladimir Putin er faldet drastisk det seneste år, viser en meningsmåling offentliggjort fredag. For et år siden sagde 58 procent, at de stolede mere på Putin end på andre politikere. I dag er det tal faldet til 39 procent, viser målingen foretaget af det uafhængige analyseinstitut Jurij Levada. Selv om tilliden til Putin er faldet, er han dog stadig den politiker russerne har størst tiltro til. Nummer to i målingen er katastrofeminister Sergej Sjoigu, der får opbakning fra 10 procent af befolkningen, hvilket er et fald på ni procentpoint på et år. Målingen viser endvidere, at russernes tillid til regeringen er faldet. I december 2003 troede 34 procent af russerne, at regeringen ville forbedre landets situation i den nærmeste fremtid. Den andel er faldet til 25 procent i december 2004. /ritzau/AFP