Politik

USA løslader russisk agent for god opførsel - nu er hun i Moskva

Maria Butina er dømt for at optræde som påvirkningsagent i USA. Efter endt straf er hun udvist af landet.

En berørt Maria Butina modtages lørdag formiddag med blomster i Moskva lufthavn. Hun blev idømt 18 måneders fængsel i USA for at være russisk påvirkningsagent. Foto: Ritzau Scanpix

En berørt Maria Butina modtages lørdag formiddag med blomster i Moskva lufthavn. Hun blev idømt 18 måneders fængsel i USA for at være russisk påvirkningsagent. Foto: Ritzau Scanpix

USA/RUSLAND:Russeren Maria Butina, som har siddet fængslet i USA efter at være dømt som russisk agent, er løsladt og landede lørdag i Moskva.

Her blev hun mødt af sin far og russiske journalister, som gav hende blomster.

31-årige Butina erklærede sig i december sidste år skyldig i at have ageret som agent for Rusland. Det gjorde hun ved at infiltrere våbenorganisationer og konservative grupper og republikanske politikere.

Hun erkendte, at hun infiltrerede våbenlobbyen NRA, som har tætte forbindelser til konservative republikanere. Blandt dem præsident Donald Trump. Men hun er ikke dømt for traditionel spionvirksomhed.

Hun blev idømt halvandet års fængsel, men løsladt før tiden fredag med henvisning til god opførsel og straks udvist af landet.

Hendes sag var med til yderligere at anstrenge forholdet mellem USA og Rusland.

Ruslands præsident, Vladimir Putin har betegnet anklagen mod hende som latterlig.

Butina var officielt studerende på et universitet i USA.

Under et valgmøde med Trump i 2015 fik hun lejlighed til at stille ham et spørgsmål, om han ønskede et bedre forhold til Rusland.

- Jeg kommer fint ud af det med Putin, svarede han.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst