Russisk-amerikansk samarbejde afslørede raketsmugling

Washington, onsdag /ritzau/AFP --- --- --- --- --- --- --- --- --- --- --- --- --- --- Tilføjelse om anklageskrift i afsnit 3, 4 og 5 -- --- -- ---- -- --- ---- --- -- --- -- ---- -- --- --- Den russiske efterretningstjeneste sagde onsdag, at en opsigtsvækkende anholdelse af våbensmuglere i USA er et resultat af et nyt samarbejde mellem Moskva og Washington. - Denne operation indvarsler en ny æra i vort samarbejde efter Den Kolde Krig, sagde en talsmand for Ruslands Føderale Sikkerheds Bureau (FSB), Sergej Ignatjenk, om anholdelsen af tre personer, som mistænkes for at have forsøgt at indsmugle en jord-til-luft raket i USA med henblik på at sælge den til terrorister. En britisk statsborger er blandt de anholdte, som blev pågrebet efter en større operation. Manden blev onsdag præsenteret for et anklageskrift ved en amerikansk forbundsdomstol og anklaget for at have hjulpet terrorister ved at have forsøgt at smugle en skulderbåren jord-til-luft raket ind i landet. - Her til morgen mistede de terrorister, der truer USA, en allieret, sagde den amerikanske anklager Christopher Christie, efter at Hemad Lakhani var blevet præsenteret for anklagerne ved en domstol i Newark, New Jersey. Christie sagde, at Lakhani illegalt havde importeret jord-til-luft raketten med det specifikke formål "at skyde et amerikansk passagerfly ned". Angiveligt udgav russiske agenter sig for at være våbenhandlere og solgte raketten til manden, der har en indisk baggrund. Ifølge ABC News blev Lakhani anholdt i Newark i den amerikanske delstat New Jersey tirsdag morgen. Anholdelsen var led i en international operation, som blev gennemført af FBI og britiske og russiske myndigheder. Operationen har varet fem måneder. Desuden blev to afghanere, som handlede med ædelsten i New York, anholdt. De sigtes for at skulle hvidvaske pengene, som hovedmanden skulle betale for missilet. Alle tre ville blive fremstillet i retten i USA onsdag. Flere anholdelser kan ventes. Kilder siger, at Lakhani angiveligt søgte at smugle jord-til-luft-raketten ind i USA med det formål at sælge den til terrorister. Lakhani er ifølge BBC våbenhandler og har tidligere solgt våben til al-Qaeda-terrornetværket, men synes ikke at have forbindelse med nogen bestemt gruppe. Han blev opdaget første gang i Skt. Petersborg, og han fløj søndag med et British Airways-fly sammen med sin hustru fra London til New York for at afslutte handelen. Over for BBC bekræfter vestlige efterretningsfolk, at den britiske statsborger havde held til at smugle en russisk-fremstillet IGLA 18-raket, som sprængstoffet uden hans vidende var fjernet fra. FBI oplyser, at man kendte til indførelsen af missilet, som ankom i havnen i Baltimore. Det var afsendt fra Rusland og var officielt betegnet som lægeudstyr. Ifølge BBC's oplysninger købte Lakhani IGLA-raketten af korrupte mellemledere på en russisk fabrik for 85.000 dollar (ca. 560.000 kroner) og fik lovning på yderligere 50 raketter. IGLA 18 er blandt de mest sofistikerede af sin art i verden. Missilet er yderst præcist og kan finde målet ved hjælp af infrarøde stråler. Det kan nedskyde et fly i op til 3000 meters højde. De fleste jord-til-luft missiler er vanskelige at få fat i og fungerer ikke særlig godt. De gamle russisk-fremstillede SA-7 er mere tilgængelige på det sorte marked. Mange amerikanske fly er udstyret, så de kan opdage den slags raketter og forstyrre deres styresystem, inden de når målet. "Air Force One" - den amerikanske præsidents fly - har desuden andre forsvarsanordninger, som er hemmelige. I 2002 var der mindst to tilfælde med formodede terrorister og smuglede jord-til-luft missiler. USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed har bedt amerikanske højteknologiske virksomheder om at forsøge at udvikle antimissil teknologi, som kan yde rutefly beskyttelse. Kritikere i Kongressen noterer, at planen har været to år undervejs, og at der stadig ikke kan øjnes resultater. Den demokratiske senator Charles Schumer fra New York støtter et lovforslag om at udstyre alle cirka 6800 amerikanske passagerfly med antimissil forsvar. Det vil koste anslået 10 milliarder dollar (65,7 milliarder kroner). /ritzau/AFP