Udland

Russisk garanti: Ingen intervention i Syrien

Urolighederne i Syrien bliver ikke stoppet af styrker med mandat fra FN's Sikkerhedsråd, siger Rusland og Kina

Russisk garanti: Ingen intervention i Syrien

Det bliver ikke militærstyrker med FN-mandat, der kommer til at bremse blodsudgydelserne i Syrien. Det garanterer Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov.

Udmeldingen kommer efter, at der torsdag er blevet skudt mod FN's observatører i Syrien, da de forsøgte at komme ind i landsbyen Mazraat al-Qubeir, hvor en massakre hævdes at have fundet sted.

- Der vil ikke komme et mandat fra FN's Sikkerhedsråd til en intervention. Det garanterer jeg dig, siger Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov.

Samme melding kommer ifølge statslige kinesiske medier fra styret i Kina.

Mens resten af verden presser på for at få Syriens præsident, Bashar al-Assad, til at forlade sin post, har Rusland og Kina i høj grad holdt hånden over den omdiskuterede leder.

Men i april valgte FN's Sikkerhedsråd - inklusive Rusland - at fordømme Syriens "brud på menneskerettighederne", og det blev besluttet at sende internationale observatører til det uroplagede land.

Det skete, selvom Rusland er nær allieret med præsident Bashar al-Assad og indtil da havde blokeret lignende skridt i FN.

Onsdagens massakre kostede ifølge Det Syriske Obervatorium for Menneskerettigheder, der har base i London, mindst 55 mennesker livet. Andre oppositionskilder mener, at mindst 78 mennesker mistede livet.

Det Hvide Hus i USA har torsdag fordømt angrebet.

- Dette, sammen med det syriske regimes afvisning af at lade FN-observatørerne komme ind i området, er en fornærmelse mod den menneskelige værdighed og retfærdighed, siger talsmand Jay Carney.

/ritzau/AFP