Russisk kritik af USA’s raketplaner

Polen 11. oktober 2006 06:00

Moskva: Ruslands forsvarsminister, Sergej Ivanov, kritiserer amerikansk beslutning om at etablere antiraketskjold i Polen. Rusland langede tirsdag ud efter USA’s planer om at etablere et antiraketskjold på polsk jord. Skjoldet er ifølge Ruslands forsvarsminister, Sergej Ivanov, et forsøg på at destabilisere den strategiske balance i regionen. - Vi ser det som et forsøg på at destabilisere situationen. Det er et forsøg - og ikke mere end det - på at ændre noget ved den strategiske balance, sagde Ivanov ved et pressemøde tirsdag. USA investerer milliarder dollar på at udvikle et raketforsvarssystem, hvor raketter kan skyde fjendtlige raketter ned. USA overvejer at placere sit største antiraketskjold uden for USA og forhandler i øjeblikket med Polen og Tjekkiet om mulige placeringer. Ruslands udenrigsministerium har allerede sagt, at Rusland vil træffe en række ikke specificerede foranstaltninger mod Polen, hvis det beslutter sig for at være vært for det amerikanske raketskjold./ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...