Russisk mand anholdt i Berlin mistænkt for terrorplaner

En russisk mand er mistænkt for at planlægge et terrorangreb i Tyskland. Onsdag blev han anholdt i Berlin.

Kriminalitet 22. august 2018 20:17 - Opdateret 22. august 2018 21:08

En 31-årig russisk mand er onsdag anholdt i Berlin. Han er mistænkt for at planlægge et omfattende bombeangreb rettet mod et ukendt sted i Tyskland.

Politiets eliteenhed stormede mandens lejlighed i den tyske hovedstad i en aktion, der ifølge anklageren er koblet til en lignende sag i Frankrig.

Han er mistænkt for at have planlagt et terrorangreb, der skulle rettes mod eller dræbe det størst mulige antal mennesker, har den tyske anklagemyndighed udtalt ifølge AFP.

Den 31-årige russer har angiveligt opbevaret en større mængde farligt sprængstof kaldet TATP i sit hjem i oktober 2016, men politiet fandt ingen tegn på sprængfarligt materiale under anholdelsen onsdag.

Russeren menes desuden at have haft kontakt til en mand ved navn Clement Bauer, som blev anholdt i Frankrig i april 2017.

Sammen er de mistænkt for at have planlagt et angreb i Tyskland. Og Clement Bauer skulle angiveligt også have planlagt et lignende angreb i Frankrig.

Tyske anklagere har sagt, at det er sandsynligt, at manden havde radikale islamistiske motiver. Han har længe været kendt af politiet som en mulig trussel.

Ifølge kilder tæt på de tyske sikkerhedsmyndigheder havde den russiske mand ikke nogen konkrete planer om et angreb, og derfor var der ikke nogen overhængende risiko.

Ifølge de tyske myndigheder har han også haft kontakt med tuneseren, der i december 2016 kørte en lastbil ind i et julemarked i det vestlige Berlin.

Der har de seneste år været flere sager, som man anser for terror - eller forsøg på terror - i Tyskland.

Blandt andet i juni, hvor tysk politi fortalte, at de havde forhindret, hvad der kunne være blevet, det første giftangreb, da de anholdte en tuneser, som var i besiddelse af giftstoffet ricin.

Sprængstoffet TATP, som russeren angiveligt har opbevaret, er før blevet brugt ved terrorangrebet i London i 2005.

/ritzau/dpa/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...