EMNER

Russisk mangemillionær vandt valget i Litauen

Dog stadig uvist, om Viktor Uspaskitj kan danne regering

VILNIUS:Den nye stærke mand i litauisk politik hedder Viktor Uspaskitj. Han er mangemillionær og har rødder i Rusland, hvor han blev født og har boet mere end halvdelen af sit liv. Det har skabt skepsis både i og uden for Litauen. Selv lægger han ikke skjul på sine forbindelser og har åbent erkendt, at han tidligere har været tilknyttet det russiske energiselskab Gazprom, der står for hele Litauens gasforbrug. Men han tilføjer, at hans nye hjemland - Litauen - har sat sig i hans hjerte, og at Litauens interesser går forud for alt. For blot et år siden stiftede han Arbejderpartiet, der ved søndagens parlamentsvalg i Litauen tordnede frem og endte som sejrherre. Dog ser det ikke ud til, at partiet har fået nok mandater til at danne regering alene, og vil sandsynligvis blive tvunget til at danne en koalition med de nuværende regeringspartier. - Det mest sandsynlige er en regering bestående af Arbejderpartiet, Socialdemokratiet og De Liberale, med mindre at Uspaskitj fremsætter helt umulige krav, siger Alvidas Lukoisaitis fra Institut for Statskundskab på universitetet i Vilnius. Men det er også muligt, at de traditionelle partier i parlamentet går sammen i en regnbuekoalition i et forsøg på at holde Arbejderpartiet væk fra regeringsmagten. Det eneste parti, der har udelukket et samarbejde med Arbejderpartiet og Uspaskitj, er det konservative Fædrelandsforbundet. Det endelige resultat lader dog vente på sig, da valgets anden runde først løber af stablen den 24. oktober. Den 45-årige Uspaskitj kom til Litauen i 1985 for at bygge en gasledning. Siden er han blevet gift med en litauer, og han har opbygget et forretningsimperium bestående af 30 virksomheder med omkring 4000 ansatte. Personligt er han god for 160 millioner dollar. Hans virksomheder ligger i byen Kedainiai, 120 kilometer vest for hovedstaden, Vilnius. Kedainiai har nydt godt af Uspaskitjs rigdom. Alligevel er det faldet flere for brystet, at byens borgmester, som har fået æren for byens genopbygning, også er næstformand for Uspaskitjs holdingselskab, Vikonda. Selv siger Uspaskitj, at hans erfaring fra erhvervslivet kan gavne Litauen, hvis politikere han beskylder for ikke at have fornyet sig siden løsrivelsen fra Sovjetunionen i 1991. - Det er ligesom i sovjettiden. Mere end halvdelen af dem er kommunister. De er vant til systemet i Sovjetunionen, hvor man beholdt sin post, indtil man faldt død om. Vi ønsker at bevæge os fremad. Vi ønsker fornyelse, sagde han. Uspaskitj har slået sig op på et program om at bekæmpe korruption, hæve pensionerne og få flere i arbejde blandt Litauens 3,5 millioner indbyggere. Sine vælgere har han primært fundet i de mindre byer, hvor den økonomiske vækst, som landet har nydt godt af, endnu ikke har fundet vej. Hans politiske modstandere kalder ham populist og vil gøre alt for at forhindre ham i at få regeringsmagten. Det, har han imidlertid svoret, ikke vil lykkes dem, og han har afvist alle anklagerne om hans russiske interesser. - En person er ikke ansvarlig for, hvor han blev født, hans ærlighed og evner er ikke afhængige af det sted, hvor han blev født, har han sagt om sig selv. Det synes indbyggerne i Kedainiai heller ikke - ligesom de ikke ser noget galt i Uspaskitjs mange millioner. - Vi har ikke noget imod, at han er russer. Lad ham bare være millionær. Det vigtigste er, at han har opbygget fabrikker, som har skaffet os arbejdspladser, siger Irena, som selv har en butik i Kedainiai. /ritzau/AFP