Udland

Russisk redaktør flygter efter trusler

En russisk avisredaktør er flygtet til udlandet, efter at han er truet på livet af en chefembedsmand.

Russisk redaktør flygter efter trusler

En redaktør ved den russiske oppositionsavis Novaja Gazeta er flygtet til udlandet, efter at han angiveligt har været bortført og truet på livet af en russisk efterretningschef.

Avisens chefredaktør, Dmitrij Muratov, anklager i et åbent brev Aleksander Bastrykin, der er chef for den russiske efterretningstjeneste, der efterforsker alvorlige forbrydelser, for at stå bag truslerne.

Ifølge anklagerne har Aleksander Bastrykin sat sine sikkerhedsvagter til at bortføre viceredaktør Sergej Sokolov til et skovområde uden for Moskva og truet ham på livet.

Sokolov har tidligere kritiseret Bastrykin for sin embedsførelse og for ikke af udføre sit arbejde godt nok. Det er sket i flere ledere.

Efter truslerne har Sokolov forladt Rusland. Hvor er ikke oplyst, og chefredaktør Muratov skriver, at Sokolov ikke kan nås på telefon.

- Der har været flere forsøg på at intimidere avisen. Men at en chefefterforsker giver ordre til at bortføre en redaktør og derefter true ham er helt unik og burde kun kunne ske i en Hollywood-film, siger Dmitrij Muratov.

I det åbne brev kritiserer Muratov chefanklageren og kræver, at alle journalister på Novaja Gazeta får beskyttelse.

Sideløbende med begivenhederne på Novaja Gazeta er tre journalister ved den uafhængige radiostation Ekko Moskva blevet anholdt ved en demonstration til støtte for Sergej Sokolov.

Den dybdeborende journalist Anna Polikovskaja, der blev myrdet uden for sit hjem i Moskva i 2006, arbejdede også for Novaja Gazeta.

/ritzau/dpa

Breaking
Ingen afsluttende prøver for 9. og 10. klasser: 15. april åbner institutioner og skoler for 1.-5. klasse
Luk