Fiskeri

Russisk trawler flygter med norske kystvagter

OSLO: Det norske kystvagtskib "Tromsø" jagtede mandag den russiske trawler "Elektron", der er flygtet fra den norske kystvagt med to norske inspektører om bord. - Dårligt vejr og høj sø betyder, at vi foreløbig afventer situationen. De to kystvagtinspektører har det efter forholdene godt. Vi har ingen rapporter om, at de bliver dårligt behandlet. Og vi har kontakt med dem, siger oberstløjtnant John Espen Lien, der er pressechef i Kystvagtens landsdelskommando Nordnorge til det norske nyhedsbureau, NTB. Mandag aften meldte kaptajnen på "Elektron" ifølge russiske medier, at den norske kystvagt var i færd med at borde skibet, men det afviser de norske myndigheder. - Nej, det passer overhovedet ikke, sagde Lien ved 19-tiden mandag aften. Det var under en inspektion af "Elektron" lørdag aften, at den norske kystvagt opdagede grove brud på fiskeribestemmelserne. Blandt andet var skibets fangstredskaber indrettet således, at skibet kunne fange fisk, der er langt under mindstemålene. "Elektron" blev opbragt lørdag og fik besked på at sætte kurs mod Norge eskorteret af "Tromsø". - Det gik fint indtil søndag formiddag, hvor skibet pludselig modsatte sig ordrerne og satte kurs østover, siger Lien, der ikke vil spekulere i, hvad den norske kystvagt nu vil gøre. "Elektron" befandt sig mandag aften endnu et døgns sejlads fra russisk territorialfarvand, hvor den norske kystvagt ikke kan håndhæve norske rettigheder./ritzau/NTB