EMNER

Russisk-ukrainsk aftale om gas

MOSKVA:Ruslands og Ukraines statslige gasselskaber Gazprom og Naftogaz underskrev i går en 10-årig gasaftale, der skal sikre, at russisk gas atter flyder til Ukraine og Europa. Den ukrainske premierminister, Julia Timosjenko, sagde kort efter, at hun regner med, at leverancerne af gas genoptages i løbet af få timer. Også Ruslands premierminister, Vladimir Putin, forventer, at gasleverancerne til Ukraine og Europa bliver genoptaget i "nær fremtid". Putin sagde ved underskrivelsesceremonien, at Gazprom har fået ordre til at lukke op for hanerne til Europa. Gaskrigen har forstyrret gasforsyningerne til Europa siden 1. januar. Omkring en fjerdedel af EU's gas kommer fra Rusland, og 80 procent af gassen kommer via gasledninger i Ukraine. EU-Kommissionen hilser meddelelsen om den ny aftale forsigtigt velkommen, men noterer samtidig bittert, at "i øjeblikket flyder gassen ikke, og der er ingen grund til, at den ikke flyder"./ritzau/AFP