Udland

Russisk våbensalg til Syrien skal stoppes

Den Arabiske Ligas vicegeneralsekretær kræver, at Rusland stopper med at levere våben til Syrien.

Russisk våbensalg til Syrien skal stoppes

Rusland skal stoppe med at levere våben til Syrien, siger vicegeneralsekretær i Den Arabiske Liga Ahmed Bin Hilli i et interview med det russiske nyhedsbureau Interfax torsdag.

- Enhver støtte til volden skal stoppes, for når du leverer våben, så hjælper du med at slå folk ihjel. Det skal stoppe, siger Ahmed Bin Hilli.

Han opfordrer samtidig til, at FN og Den Arabiske Ligas udsending Kofi Annans mandat bliver genovervejet, så mulighederne for at håndhæve betingelserne i fredsplanen bliver overholdt.

- For at få denne plan til at virke må vi finde en ny måde at gøre det på og den særlige udsendings mandat må tages op til fornyet overvejelse for at få begge parter til at overholde punkterne i fredsplanen, siger Ahmed Bin Hilli.

Han støtter Irans indtræden i den syriske kontaktgruppes møde, der forventes at blive afholdt i Geneve 30. juni., men fastholder, at Irans deltagelse stadig er på overvejelsesstadiet.

- I mine øjne må alle aktører, der deltager i den syriske krise være en del af denne kontaktgruppe, siger han på spørgsmålet om Irans deltagelse.

- Hovedopgaven er i øjeblikket at blive enige om en dagsorden for det første møde. Derefter vil en beslutning blive taget, om hvem der skal deltage i konferencen, siger han.

Våbenhvilen i Syrien trådte i kraft 12. april efter mægling med hjælp fra Kofi Annan.

Efterfølgende blev der sendt knap 300 FN-observatører til landet. Missionen er senere blevet indstillet midlertidigt på grund af angreb mod observatørerne.

Observatørernes tilstedeværelse og fredsplanen har ikke dæmpet kampene. Den syriske hær beskyldes for gentagne gange at have brudt våbenhvilen ved at beskyde byer med artilleri.

Også oprørerne har forbrudt sig mod våbenhvilen og siger, at de ikke vil respektere den, så længe den syriske regering ikke gør det.

/ritzau/AFP