EMNER

Russisk vrede får næppe stor betydning

KØBENHAVN:Det får næppe de store konsekvenser, at Rusland har set sig gale på Danmark, da vi huser den tjetjenske verdenskongres. Det mener Jens-Jørgen Jensen, lektor ved Syddansk Universitet, med speciale i russisk udenrigspolitik og udenrigshandel. Han mener, at den mest konkrete effekt af den dansk-russiske uenighed kan blive, at den russiske Duma vil gøre sig mere besværlig, når den skal godkende en ventet aftale mellem EU og Rusland om enklaven Kaliningrad. Med hensyn til de økonomiske forbindelser erkender Jens-Jørgen Jensen, at det er rart at have gode forbindelser til både præsident og Duma i Rusland, ikke mindst for virksomheder, der ønsker at investere i landet. Men Rusland skal samtidig passe på med diskrimination af danske virksomheder, fordi det kan skade landets forhandlinger om at blive optaget i verdenshandelsorganisationen WTO. - Man satser meget på at blive optaget i WTO, og i den forbindelse er EU's holdning helt afgørende. Så hvis man begynder at lave repressalier mod danske virksomheder, kan det skade WTO-processen, siger Jens-Jørgen Jensen. I Dansk Industri mener markedschef Peter Bo Andersen, at der er grund til at have en vis forståelse for den russiske reaktion og den choktilstand, der har ramt politikerne i Rusland. - Nu skal vi lige tage det roligt og lade de værste følelser få afløb. Så går jeg ud fra, at man fra russisk side vil se, at der er nuancer i denne debat, siger Peter Bo Andersen, der peger på, at de økonomiske forbindelser mellem Danmark og Rusland er bygget op gennem mange års venskab og tillid. Han forudser, at enkelte danske virksomheder kan komme til at mærke en reaktion, men at der ikke på forhånd er grund til at male et sort billede af situationen. - Man skal også huske, at Rusland har et meget stort behov for europæisk hjælp. Hvis vi oplever, at danske virksomheder bliver stillet dårligere, vil det føre til en reaktion fra både Danmark og EU, siger Peter Bo Andersen. Han forventer ikke, at sagen samlet vil skade den danske eksport til Rusland. /ritzau/