Detailhandel

Rustenborg klar til nye opgaver

Rustenborg kan bl.a. bruges til detailhandel, undervisningsbrug og kontorer

AALBORG:Måske kan man i fremtiden gå på indkøb i Rustenborg. Den store bygning, der huser Nordjyllands Postcenter, er nemlig sat til salg for 80 mio. kr. EDC Erhverv Poul Erik Bech er blevet sat til at sælge bygningen for Post Danmark, og her har Stig Theilmann, der er medindehaver spurgt teknisk forvaltning om, hvad man må bruge bygningen til. I øjeblikket må bygningen nemlig kun bruges til postvirksomhed, hvilket gør det mere end svært at sælge bygningen. Men nu har ejendomsmæglerfirmaet ifølge Stig Theilmann fået grønt lys for andre anvendelsesmuligheder. - Det lyder på, at den ejendom kan bruges på detailhandel, til kontorer, til undervisningsbrug og sygehusvæsen, og den slags ting, der giver større og bredere rammer. Bygningen på 25.502 kvadratmeter og består af en hovedbygning med syv trappetårne, den ligger meget centralt og tilkørselsforholdene er gode. Bygningen bruges stadig delvist af Post Danmark. - Jeg synes i bund og grund, at bygningen er så fleksibel, at vi skal have alle muligheder åbne, siger Stig Theilmann Teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF) oplyser, at der har været henvendelser om at omdanne Rustenborg med bl.a. dagligvarebutikker. - Min holdning er at der ikke skal være flere butikscentre i den her by, siger Henrik Thomsen. Han mener, at hvis man skal ændre anvendelse, så skal der være tale om kontorfaciliteter. Han er dog enig i, at man bliver nødt til at give lov til at bygningen kan anvendes til andet end postformål, eller bliver det umuligt at sælge den store bygning.