Lokalpolitik

Rutebiler væk fra Jernbanegade

Omlægning af busruterne vil fjerne de mange daglige busture gennem Jernbanegade i Støvring

JERNBANEGADE SLIPPER for de mange busser, hvis forvaltningens og NT's oplæg bliver til virkelighed. Foto: Grete Dahl

JERNBANEGADE SLIPPER for de mange busser, hvis forvaltningens og NT's oplæg bliver til virkelighed. Foto: Grete Dahl

Busserne forsvinder fra Jernbanegade i Støvring. Det bliver en af konsekvenserne af den omlægning af den kollektive trafik i Rebild Kommune, som politikerne i økonomiudvalget onsdag skal tage stilling til. Sidst på måneden skal planen behandles i byrådet, og hvis den bliver vedtaget, vil strømmen af offentlig transport gennem Jernbanegade stilne af, når skolerne begynder efter sommerferien i år. Hvis alt vel at mærke går efter planen, understreger formand for teknik- og miljøudvalget Gert Fischer (V). - Der er jo ikke så lang tid til, så jeg kan ikke love at alle nye stoppesteder og buslommer er helt parate. Men ruteomlægningen skulle gerne være klar, siger han. I forbindelse med omlægningen bliver der genoprettet stoppesteder som tidligere på begge sider af Hobrovej ved tankstationerne. De mange rutebiler skal i stedet køre ad Mosbæks Allé og Borupsallé samt Hobrovej. Udsigten til rutebilfri Jernbane gade glæder formanden for Støvring Handelsstandsforening, Niels Nørøxe. - Det er rigtig dejligt. Vi har jo allerede fra begyndelsen protesteret over, at busserne skulle gennem Jernbanegade, så det er en god udvikling, siger han. Niels Nørøxe glæder sig også over, at Støvring bliver centrum i den nye struktur. - Det vil helt sikkert være gavnligt handelslivet i byen, lyder det fra handelsstandens formand.