Rutefly kører af sneglat bane i Tyskland

BERLIN:165 passagerer og seks besætningsmedlemmer slap uden mén, da et fly gled af landingsbanen i Dortmund lufthavn, efter at piloten havde afbrudt starten, siger en talskvinde for luftfartsselskabet Air Berlin. Air Berlins Boeing 737 var på vej til Las Palmas, da episoden indtraf. Dortmund lufthavn i det nordlige Tyskland er lukket indtil videre, og passagererne er sendt til andre lufthavne. Piloten havde i sidste øjeblik besluttet at afbryde starten på grund af en teknisk fejl, siger talskvinden. Der har i de seneste dage været kraftige snefald i store dele af Tyskland./ritzau/