Ruths Hotel er på vej op efter store tab

Slut med at betale overpris for råvarer og andre leverancer

 <i>Peter Broen</i>

Peter Broen

SKAGEN:- Der er aldrig blevet spurgt om prisen, når hotellet bestilte varer udefra. Det har faktisk været storslemt.

Sådan siger Peter Christian Jensen (billedet), der siden 2010 har været direktør på det landskendte Ruths Hotel i Skagen.
Han er i færd med at rette op på økonomien, som længe har skrantet alvorligt trods hotellets store anseelse:
- Tidligere blev der ikke lagt vægt på økonomien, men nu er der kommet en professionel bestyrelse til, og den har ønsket, at der kom balance i tingene, og det må siges at være rimeligt, mener Peter Christian Jensen, der har en fortid som luftkaptajn og ejer af Hotel Scheelsminde i Aalborg, hvor han nu er bestyrelsesformand, ligesom familien ejer flere andre hoteller.
Med andre ord er det en branchekendt mand, der har fået opgaven med at rette op på Ruths Hotels økonomi.
Hotellet, der ejes af milliardfonden Skagen Trust, er skabt af rigmanden Jørgen Philip-Sørensen, der døde i begyndelsen af 2010.
Mens han levede, blev hotellet drevet med hjertet, og ikke med fokus på resultatet, som Peter Christian Jensen udtrykker der.
Hjertet er stadig med i indsatsen, men det var uholdbart med underskud på 15 millioner kroner i 2008 og 12 millioner i 2010.
I stedet blev det med Peter Christian Jensen ved roret til minus 3,8 millioner kroner i 2011, og han har lovet bestyrelsen et nul-resultat i 2013:
- Men vi når et forsigtigt nul allerede i år, siger han.

Kontrakter genforhandlet

Det er blandt andet sket ved at reducere i staben med 10-12 stillinger, hvoraf de fem dog er besat igen, fordi det nu atter går fremad med aktiviteter og omsætning.

Og så er alle hotellets kontrakter med leverandører gået igennem med tættekam, og det har også givet et pænt resultat:
- Det viste sig jo, at vi ofte betalte mere end listeprisen for varerne, fordi der aldrig var nogen, der spurgte om prisen. Det skulle bare være det bedste af det bedste. Det skal det stadig, men i kraft af min kontakt med branchen ved jeg jo godt, hvad tingene skal koste, siger Peter Christian Jensen.
Han er også i fuld gang med at tiltrække gæster i ydersæsonerne, hente flere konferencer til hotellet og i det hele taget øge aktivitetsniveauet året rundt:
- Fonden har ønsket, at hotellet skal være åbent året rundt, men det koster omkring tre millioner kroner at holde åbent i perioden december-februar, så det er vigtigt, at der også kommer nogle gæster, fastslår Peter Christian Jensen.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.