Rutineret herretræner joker på Fox-bænken

Hans Hessellund kastes ind i bundgyser i stedet for karantæneramte Heine Eriksen

FREDERIKSHAVN:Det er tyve år siden den nordjyske håndboldtræner, Hans Hessellund, senest stod i spidsen for et kvindehold, men på søndag ryger han direkte ind på bænken for at styre tropperne fra Fox Team Nord i bundgyseren i HåndboldLigaen mod SK Århus. - Med en spilledags karantæne til den normale cheftræner, Heine Eriksen, ovenpå et rødt kort i lørdags, kom Fox Team Nord i bekneb, og da mit herremandskab fra FfI holder friweekend i 2. division, har jeg selvfølgelig valgt at hjælpe pigerne, siger Hans Hessellund, der har deltaget flittigt ved Fox-træningen i ugens løb. - Min opgave bliver primært at være indpisker og skabe motivation og gejst hos spillerne, mens den normale assistenttræner, Thomas Hørlyk, tager sig af det taktiske. Vi får et tæt samarbejde under selve kampen, men i sidste ende er det mine beslutninger, der skal køres efter. - Der er tale om en utroligt vigtig bundkamp, hvor vi med en sejr igen får kontakt til århusianerne lige over nedrykningsstregen, og forhåbentlig kan vi få vendt Heines karantænedag til noget positivt med mig i en jokerrolle, siger den erfarne håndboldtræner, der påpeger, at han efter kampen mod SK Århus vender helt og holdent tilbage som herretræner for FfI. Her fortsætter han også i næste sæson, der bliver hans tredje i Frederikshavn. Hans Hessellund har i øvrigt netop bestået det europæiske håndboldforbunds elitetræneruddannelse, EHF Master Coach, sammen med kendte trænerprofiler som Jan Pytlick, Kim Jensen og Morten Arvidsson. Måske på løbetur For Heine Eriksen bliver der selvsagt tale om en speciel søndag, hvor han indtil kampstart må være sammen med spillertruppen. - Fra første fløjt må jeg ikke kommunikere med spillerne, og blandt andet derfor overvejer jeg at løbe en lang tur, mens kampen foregår i Århus, siger Heine Eriksen. -Det kan desuden også være en fordel for Hans og Thomas (Hessellund og Hørlyk, red.) at jeg er helt væk i de to gange 30 minutter, så det vil jeg stærkt overveje. Fox-træneren forstår i øvrigt slet ikke, at Dansk Håndbold Forbund (DHF) har tildelt ham en spilledags karantæne. - Det røde kort blev givet af en dommer, der havde ryggen til mig men valgte at tro, at samtlige tilråb fra tilskuerpladserne kom fra mig. Men uanset hvor grotesk end dommen i mine øjne er, har jeg ingen chance for at apellere den, så nu håber jeg i stedet, at Fox-pigerne knytter næverne ekstra meget.