Ryanair og Norwegian i søgelyset hos Skat

Flyselskaberne er kommet i søgelyset, fordi selskaberne ikke betaler pension, social sikring og løn under sygdom

Skat undersøger Norwegian og Ryanair nærmere. Arkivfoto

Skat undersøger Norwegian og Ryanair nærmere. Arkivfoto

DANMARK:Flyselskaberne Ryanair og Norwegian er begge kommet i søgelyset hos Skat, efter at det er kommet frem, at selskaberne benytter sig af alternative ansættelseskonstruktioner.

Ved at benytte udenlandske vikarbureauer slipper selskaberne nemlig for at betale pension, social sikring og løn under sygdom, selvom piloterne flyver i Skandinavien. SAS kalder det ulig konkurrence.
Det skriver Berlingske Business mandag morgen.

Piloterne tør ikke sige fra

Norwegian benytter sig blandt andet af estiske Arpi og irske Parc Aviation.

- Vi ved, at Norwegian og de udenlandske bureauer fralægger sig ethvert ansvar for skat i kontrakterne med piloterne. Det svarer på mange måder til Ryanairs metoder, som også udnytter, at piloterne ikke tør sige fra på grund af arbejdsløsheden i Europa, siger næstformand i Norsk Flygerforbund, Christian Langvatn, til Berlingske Business.
Han har eksempler på piloter, der har base i Las Palmas og Malaga, men flyver i Skandinavien i norskregistrerede fly. Og det mener både SAS og Dansk Luftfart er ulig konkurrence. De opfordrer Skat til at trække luppen frem og tage et grundigt kig.

Skat undersøger sagen

- Vi har indgået de nye aftaler med fagforeningerne, så de er konkurrencedygtige i Skandinavien og passer til vores levevilkår. Men vi kan ikke hamle op med konkurrenter, der ikke betaler social sikring og skat. Personaleudgifterne udgør jo en stor del af omkostningerne i branchen, siger koncerndirektør i SAS, Flemming Jensen.

Skat bekræfter, at man i øjeblikket undersøger forholdene blandt lavprisselskaberne i samarbejde med de nordiske myndigheder. /ritzau/FINANS

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Oversvømmelser efter dobbelt skybrud
Luk