Hobro

Ryd op i losseplads på stranden

Beboere på Nedre Strandvej får medhold i kritisable forhold ved bådebro

HOBRO:"En losseplads for efterladte broer og bådrester". Den betegnelse bruger et par mellemfornøjede beboere på Nedre Strandvej i en klage til kommunen over forholdene på strandarealet ved det tidligere ophalersted. Hos udvalget for teknik og miljø får klagerne medhold. "Det har ikke mindst udartet sig i år, hvor nogle bådejere (bortvist fra sydsiden af fjorden) med mindre held har forsøgt at etablere et (kritisabelt) brosystem på basis af noget, der engang hed Hobro Motorbådsklub", hedder det i klagen, som Henning Melin, Nedre Strandvej 45 har sendt. - Det ser bestemt ud til. at der trænger til at blive ryddet op og skabt mere ordnede forhold, medgiver Preben Christensen (S), formand for udvalget for teknik og miljø. I første omgang har man bedt stadsingeniør Per Graversen om at få opklaret på, hvem der egentlig ejer hvad på strandarealet. - Hobro Kommune figurerer som bredejer, men vi skal først have styr på nogle uafklarede forhold vedrørende bådbroen, som har været på stedet - i hvert fald siden 1970. For selvfølgelig skal der se ryddeligt ud ved det gamle ophalersted, stiller Per Graversen i udsigt. Når ejerforholdene er fuldt opklaret, tager udvalget endelig beslutning. Selv er beboerne i området ikke tvivl: Broen bør fjernes og "permanent opbevaring af både på strandarealet forbydes". "Ligeledes så vi gerne, at nedkørsel til det nedlagte ophalersted enten blev lukket, eller at kommunen vedligeholdt strandarealet, der ofte benyttes af kørende frokostgæster. Der kunne eventuelt opstilles et borde/bænke-arrangement",lyder forslaget fra de berørte beboere på Nedre Strandvej.