EMNER

Ryddes op eller rives ned?

Hjørrings politikere er fåmælte om Sysseltingets fremtid

Sysseltinget i Hjørring er ramt af skimmelsvamp, og nu skal det besluttes, om det skal rives ned eller renoveres. Foto: Bente Poder

Sysseltinget i Hjørring er ramt af skimmelsvamp, og nu skal det besluttes, om det skal rives ned eller renoveres. Foto: Bente Poder

Der venter politikerne i Hjørring Kommunes Fritids- og kulturudvalg en svær beslutning, når de på tirsdag skal holde møde om Sysseltingets fre mtid. I november fandt man skimmelsvamp på det gamle spillested, og nu er spørgsmålet så, om kommunen skal bruge 11 millioner kroner på en renovering, eller om man bare skal rive det ned. Før mødet er der ikke ret mange klare meldinger at hente fra udvalgets medlemmer. - Jeg vil gerne vente med at diskutere min holdning til på tirsdag, lyder det fra Sven Bertelsen (UP), som er formand for Fritids- og kulturudvalget. Hans kollega Jens Broen (K) vil heller ikke ud med sin holdning. - Det skal vi have drøftet i udvalget og ikke i avisen, siger han. Blødende hjerte Sysseltingets grundlæggere er derimod ikke så tilbageholdende. - Hvis de river det ned, vil jeg se på med blødende hjerte. Det er et af de mest atmosfærefyldte spillesteder i Nordjylland, ja hele Jylland, og det er forfærdeligt, hvis økonomien tvinger politikerne til at se bort fra det. En ny bygning vil blive pæn og flot, men man kan ikke få det samme intimitet, siger Per Lyng, der som frivillig var med i Sysseltingets opstart. Det var han blandt andet sammen med Carsten Holst, som var den første formand i foreningen Sysseltinget. Han har dog en lidt anden holdning: - Det har været et fantastisk sted, men det er ikke blevet vedligeholdt. Hvis de river det ned, er det fint med mig, siger han. Han understreger dog kraftigt at der i så fald skal bygges et nyt musisk hus i Hjørring. - Det kan ikke gå stærkt nok, hvis vi igen skal være en bedre kulturby end Frederikshavn, siger han. Flere af Børne- og Undervisningsudvalgets politikere venter på forvaltningens udspil, før de selv tager stilling. Ét står imidlertid klart - det bliver et hårdt møde. - Det en svær beslutning. Vi har at gøre med et fantastisk spillested, men vi har også at gøre med en hulens masse penge, som jeg ikke ved, hvor vi skal finde, siger Michael Karlborg (V).