EMNER

Ryge-forbud klar

KØBENHAVN:I går vedtog Folketinget den nye rygelov. Det betyder, at fra 15. august 2007 er det forbudt at ryge på alle offentlige og private arbejdspladser, institutioner, skoler, offentlige rum, kollektive transportmidler og taxaer og på serveringssteder. Dog er det stadig tilladt at ryge i særlige rygerum, rygebokse, på enkeltmandskontorer og på restauranter og værtshuse på under 40 kvadratmeter. Det er samtlige partier i Folketinget - på nær Det Radikale Venstre - der er gået sammen om lovforslaget, og derfor var de fleste partier i går også særdeles tilfredse. - Jeg er en yderst tilfreds mand, for jeg har kæmpet for et rygeforbud i over 20 år, siger Venstres sundhedsordfører Jørgen Winther. Socialdemokraternes Jens Peter Vernersen er også tilfreds. Men rygerne skal dog ikke regne med, at denne lov kommer til at se ud, som den gør nu, i mange år endnu. - Vi har indlagt en revisionsklausul, så vi skal revidere loven i foråret 2010. Så må vi til den tid evaluere og se, om der er behov for yderligere stramninger, siger Jens Peter Vernersen (S). Det kan SF’s Anne Baastrup lide at høre. Hun styrer nemlig ligesom De Radikale mod endnu flere røgfri miljøer. - Jeg føler mig overbevist om, at om tre år kommer der et totalt rygeforbud. Så er vi klar til at tage skridtet videre. Men det er en proces, som den danske befolkning skal igennem, siger sundhedsordfører Anne Baastrup (SF). Leder, 1. sektion side 8