EMNER

Rygeforbud giver larm i gaden

Café Chic har problemer med, at deres gæster larmer ude på gaden, når de skal ryge

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

På Café Chic har man del­te me­nin­ger om den nye ry­ge­lov, for det ska­ber larm på ga­den. ar­kiv­fo­to: klaus mad­sen

HJØRRING:Tøjet lugter ikke af røg, og man behøver ikke nødvendigvis at vaske håret en ekstra gang efter en bytur. De, der arbejder på byens barer og cafeer, er ikke længere nødt til at samle cigaretskodder op fra gulvet efter en travl aften. Det er svært at komme udenom, at der er mange plusser ved det nye rygeforbud, men der er også en del udfordringer. På Café Chic i Jernbanegade har man store problemer med at sende rygerne udenfor for at ryge. Det giver nemlig en masse larm, fordi en stor del af cafeens gæster flytter festen ud på gaden. - Vi har mange gæster foran caféen om natten og især i weekenderne. Når der står 50 mennesker og snakker ude på gaden, og de har fået lidt at drikke, så råber de også, og det er et problem, forklarer Rasmus Krohn, der er indehaver af Café Chic. For caféen er problemet blevet så stort, at de overvejer at bygge en udendørs terrasse over mod Mammutpladsen, hvor deres gæster kan gå ud for at ryge. Også på Hotel Phønix, der ligger overfor cafeen, er man generet af larmen i weekenderne. - Vi er meget generet af, at Café Chics gæster står udenfor og ryger. Der står rigtig mange derude, og de holder deres egen fest ude på gaden, fortæller hoteldirektør Birgitte Messmann, der mener, at gaden har udviklet sig til at være et helt værtshus. Hun fortæller, at der hver weekend er hotelgæster, der kommer ned i receptionen for at klage over larmen. Derfor håber de på hotellet, at caféens planer om at bygge en terrasse bliver ført ud i livet. Ikke et problem Hos politiet mener man ikke, at problemet med støj i nattelivet er blevet større efter rygeloven er trådt i kraft. - Der er en del larm foran Café Chic, men det har der altid været. Jeg mener ikke, at det har noget med rygeloven at gøre, forklarer Torben Rimmen Petersen, politikommissær ved Hjørring Politi. På Café Chic er Rasmus Krohn overbevist om, at larmen på gaden er blevet værre efter indførslen af rygeloven. Derfor har han delte meninger om den nye lov. - Rygeloven giver et bedre indeklima for både ansatte og gæster. Men loven er ikke helt gennemtænkt, for der opstår nogle problemer, som der ikke er tænkt på. På Café Chic har man endnu ikke fået nogle klager over larmen, men indehaver Rasmus Krohn frygter, at det kommer i fremtiden.