Lokalpolitik

Rygeforbud i nyt kulturcenter

Bibliotek og kulturcenter i Sæby får måske samme pedel

SÆBY:Der bliver rygeforbud i Sæby Kulturhus/Fælleshus, der også kommer til at omfatte musikskolelokaler og er under opførelse tæt ved Sæby Bibliotek og Sæby Rådhus. Det fremgår af det forslag til regelsæt, Sæby Byråds børne- og kulturudvalg indstiller godkendt af byrådet. Her hedder bl.a. også, at lokalerne ikke vil kunne benyttes til private fester, men nok udlejes til kommercielle arrangementer. Byrådets økonomiudvalg havde forslaget til regelsæt og driftsbudget på dagsordenen på sit møde i denne uge, men nåede ikke frem til en indstilling til byrådet. Udvalget vil i stedet fortsætte behandlingen den 22. februar, hvor det ventes at komme med en indstilling til byrådet. Et af de spørgsmål omkring driften, der ønskes nærmere belyst, er pedelbistand. Her kan der eventuelt blive tale om fælles pedel for biblioteket og kulturcentret.Det vil muligvis også kunne blive tilfældet i forbindelse med vedligeholdelse af udenomsarealerne.