Rygeforbud træder i kraft

Sverige 1. juni 2005 06:00
STOCKHOLM: Rygning forbudt! Denne regel trådte i kraft fra midnat på alle caféer, barer og restauranter i Sverige. Dermed er Sverige det seneste land i Europa, der forbyder rygning på offentlige steder. Irland startede forbudet i 2004, hvorefter Norge og Italien fulgte trop. For storrygere i Sverige er der en smule trøst at hente i dom fra EU-domstolen, der blev afsagt tirsdag. Dommen bestemte, at de svenske apoteker mister deres monopol, hvilket blandt andet betyder et mere frit salg af nikotinplaster- og tyggegummi, så de rygetrængende ikke kun kan købe hjælpemidlerne på apoteket, men også i kiosker og supermarkeder. - Vi har brug for en mulighed for at få fat i rygerne, hvor de normalt befinder sig, og hvor snus og tobak normalt bliver solgt, sagde Maria Lohm fra Nicorette til svensk radio. Antallet af svenske rygere blev i 2002 bedømt til at være omkring 17 procent af voksne mellem 16 og 84 år, hedder det i svenske statistikker. Ifølge de seneste meningsmålinger er der stor støtte til rygeforbuddet. Af de 2000 mennesker, der blev spurgt af både rygere og ikke-rygere, sagde 85 procent, at de støttede et rygeforbud på restauranter og caféer, mens 77 procent bakkede op om et forbud på barer. Alene totredjedele af rygerne sagde, at de støttede et forbud. Meningsmålinger viser, at 95 procent af de adspurgte regner med at spise lige så meget ude som tidligere, hvilket måske kan være en trøst for restaurantejerne. Forbuddet tillader nemlig specielle rygeafdelinger på restauranter, men det er ikke tilladt at have mad og drikkevarer med ind i rygeområdet. Mange små restauranter har dog ikke råd til at lave særlige rygerum, så de må sende gæsterne udenfor, hvis de har trang til at ryge. Rygeforbuddet i Sverige vil ikke ændre på, at det er lovligt at bruge snus i Sverige. I de andre EU-lande blev snus forbudt i 1992, men da Sverige kom med i unionen i 1995, blev landet fritaget for forbudet. Omkring en million af Sveriges ni millioner indbyggere bruger snus, der indeholder tobak, vand og salt. Nu hvor andet tobak forbydes på offentlige steder, så regner snusproducenterne med øget salg. I hvert fald viser erfaringer fra Norge, at salget der steg med 27 procent indenfor de første seks måneder efter, der blev indført rygeforbud sidste år. Specielt steg forbruget af snus, da temperaturerne faldt. /ritzau/dpa
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...