Sundhedspolitik

Rygelov svær at håndhæve

Folketinget har vedtaget den såkaldte rygelov, som skal træde i kraft 15. august. At få vedtaget loven har ikke været uden problemer. Men jeg er overbevist om, at det den største hurdle bliver at få overholdt loven. Danskerne er jo ikke for gode til at overholde love og regler, som de ikke selv er enige i.

Flere medier har spurgt arbejdspladser, restauranter og lignende, om hvorledes man vil tackle de nye regler, når loven er trådt i kraft. Lad os begynde med Studentersamfundet, hvis leder har sagt, at man vil henstille til musikere om ikke at ryge, men i øvrigt ikke vil gribe ind, hvis de alligevel gør det. Godt gået af en offentligt ejet institution. Ligeledes udtaler en restaurantindehaver fra Nordjylland, at han da bare vil lade folk ryge videre, og at han da regner med, at politiet har vigtigere ting at tage sig af Lad os fortsætte med denne tankegang. Så kan man jo møde op på den pågældende restaurant og spise og drikke. Når man er færdig, kan man bare gå fra regningen – for den pågældende restaurant er jo alligevel et sted, hvor landets love ikke skal overholdes. Og indehaveren ringer næppe til politiet for de få hundrede kroner – for politiet har vel vigtigere ting at tage sig af. Jeg tror, at indehaverne af restauranter, caféer og lignende tager grueligt fejl, når de siger, at det mister omsætning, når der ikke mere må ryges. Se bare på de røgfrie restauranter og caféer, som trods alt findes i f. eks Aalborg. Man kan ikke just påstå, at de mangler kunder. Desuden bygger opfattelsen af, at man ikke kan byde sine kunder, at de ikke må ryge, på en forfejlet og utidssvarende tankegang. Hvorfor ikke i stedet have den opfattelse, at man ikke kan byde sine kunder, at de skal færdes i en konstant røgfyldt luft? Ligeledes har Politiken bragt en artikel om overholdelse af rygeloven på arbejdspladserne, hvor det bliver arbejdstilsynet, som får kontrollen med, at reglerne følges. Arbejdstilsynets vil ikke gribe ind, hvis reglerne overholdes, da man ikke ”vil være rygepoliti”. Her er det igen vendt og drejet til noget, som det ikke handler om. Det handler i sin enkelthed om, at Arbejdstilsynet har fået opgaven med at sikre at reglerne overholdes – og hvad så med at komme i gang med den opgave i stedet for bevidst at lade være? Hvis man sætter ordentligt ind fra starten er sandsynligheden for, at loven kommer til at virke nok også større, end hvis man lægger ud med den sædvanlige ligegyldighed og laden stå til. Reaktionerne på rygeloven har fra visse sider været et hysteri, som er helt ude af proportioner i forhold til, hvad det handler om. Ofte hører man om ”hetz” eller ”forfølgelse” af rygere. Jeg synes nu, at det er svært at se, hvordan der skulle være tale om hetz eller forfølgelse. Det eneste, det handler om, er man skal lade være med at ryge inden døre i lokaler, hvor andre end én selv skal have adgang. Det har intet med hetz eller forfølgelse at gøre. Enkelte individers ret til at ryge i lokaler, hvor ”alle” skal kunne færdes kan aldrig nogensinde være stærkere end helhedens ret til at kunne komme de samme steder uden at blive sværtet ind i røg og uden at skulle indånde en luft et pakket med røg. Rygeloven kan på mange måde kritiseres for at være uklar og til tider ret hullet. Men intentionerne og retningen er absolut rigtige. Men der er brug for, at der fra starten sørges for, at loven overholdes, for ellers bliver det ikke til noget – men går blot op i røg. Så står vi med endnu et eksempel på noget, som godt kan lade sig gøre i stort set alle andre lande omkring Danmark, men som kan ikke lade sig gøre i Danmark. Og det er simpelthen unødvendigt. { Danni Andersen, Thuresensvej 20 3.th., Nørresundby, er formand for Socialdemokraterne Nørresundby. E-mail: danniandersen@stofanet.dk