Rygeregler er gennemtænkt

I NORDJYSKE’s leder (15.1.) sættes der spørgsmål ved, hvorvidt de nye rygeregler er gennemtænkt eller ej

EMNER 17. januar 2007 22:03

Det første, jeg gerne vil, er at rette en misforståelse: Det er ganske enkelt ikke korrekt, når NORDJYSKE fremstiller det sådan, at den enkelte værtshusejer uden videre kan straffes, hvis en gæst vælger at overskride rygereglerne. Den enkelte værtshusejer straffes alene, såfremt vedkommende ikke har gjort noget for at håndhæve loven. Dermed kan ejeren ikke være ansvarlig for gæster, hvor det er indskærpet hvad reglerne er, og hvor der er opstillet rygeboks eller indrettet rygerum. Vil en gæst ikke efterleve reglerne må der ske tilkaldelse af uniformeret hjælp. Der er ingen tvivl om, at man kan hævde at rygning er en privat sag, men faktum er også, at vi bruger 8 mia. kroner på livsstilssygedomme om året, spørgsmålet er om vi har råd til bare at lade stå til? De 8 mia. er langt mere interessant at bruge på f.eks. på kræftområdet. Og hvad angår kræft, er en større procentdel jo forårsaget af bl.a. rygning. Der skrives også, at det er svært at se hvorfor netop værtshuse under 40 kvadratmeter er undtaget, og her vil jeg give NORDJYSKE ret. Havde jeg alene skullet skrive loven, var dette ikke kommet med, men lovforslaget er netop udtryk for et kompromis blandt alle folketingets partier på nær De Radikale. NORDJYSKE beskriver også, at der kan forsvinde arbejdspladser. Dette vil ske på baggrund af udtalelser fra Brancheorganisationen Danmarks restauranter og Cafeer(DRF), som frygter, at mindst 2000 medarbejder vil blive fyret fordi gæster holder sig væk fra restauranter og værtshuse. Der synes jeg man skal vende blikket mod Irland, hvor det har vist sig, at gæsterne fortsat kommer. I denne tid, hvor flere og flere går ud, har jeg svært ved at forestille mig, at dette pludselig skulle ændre sig. Jeg synes, man skal huske på, at ca. 2000 uskyldige mennesker hvert år dør af passiv rygning. Derfor en rygelov, hvor der strammes betydeligt op i forhold til det vi har som gældende regel i dag. Loven er de minimumsregler, der skal efterleves. Det står enhver frit for at stramme den yderligere ved lokale beslutninger, som eksempelvis total rygeforbud på Aalborg Sygehus og eksempelvis på flere private arbejdspladser. Så, det brede parlamentariske flertal har tænkt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...