Virksomhedsøkonomi

Rygerne lægger kassen

KØBENHAVN:Hvis det er sandt, at flere og flere danskere kvitter smøgerne, må de resterende virkelig skrue op for blusset. I hvert fald mærker den danske tobaksgigant Scandinavisk Tobakskompagni ikke noget til rygestoppet. Indenfor de seneste fem år har ST fordoblet sin omsætning, og sidste år kom selskabet ud med et overskud på 2,155 millarder kroner. Efter skat blev det til næsten halvanden millard kroner i aktionærernes lommer. Bag tallene gemmer sig blandt andet det faktum, at Scandinavisk Tobakskompagni er storaktioner i Dagrofa A/S, men det er stadig rygerne, der lægger de fleste kroner i lommen på giganten. I 2001/2002 havde House of Prince, der står bag cigaretsalget, fremgang på næsten én milliard kroner. Det skyldtes blandt andet, at salget steg med 0,4 procent på et cigaretmarked, som overordnet steg 0,6 procent. I sit årsregnskab tilskriver ST selv færre hjemmerullede og færre smuglersmøger fremgangen, men samtidig har koncernens importør af rulletobak, Tiedemann's og Orlik Tobacco Company, der står for pibe og rulletobak, holdt skindet godt og vel på næsen. Overfor ST's overskud står en bred politisk kam, der blandt andet vil forbyde cigaretsalg til unge, ligesom rygeregler på både arbejdspladser, restaurationer og offentlige pladser står højt på ønskesedlen hos mange poltikere. Samtidig kan man skele til blandt andet USA og Norge, hvor strenge restriktioner har gjort det både besværligt og dyrt at være afhængig af tobak. Derfor kan ST i de kommende år få mere brug for sin indblanding i blandt andet Tivoli i København og føromtalte Dagrofa til at holde omsætningen i vejret. Ellers må man støtte sig til blandt andet det græske og polske marked, hvor der er stor fremgang for tobakskoncernen. søp