Fodbold

Ryggen mod muren...

Også Karim Zaza blandt AaB's tvivlsomme mod Nordsjælland

Kenneth Stenild (th.) afløser skadede Karim Zaza. Foto: Claus Søndberg

Kenneth Stenild (th.) afløser skadede Karim Zaza. Foto: Claus Søndberg

AALBORG:En banal træningsøvelse kan svække AaB i lørdagens bundopgør i SAS Ligaen i fodbold hjemme mod FC Nordsjælland. - Under opvarmningen til træningen i tirsdags skulle Ronnie Schwartz springe op på min ryg, og det gav et jag, som desværre endnu ikke har fortaget sig, fortæller målmand Karim Zaza, der opgav at træne torsdag og i stedet fik massage og nye kiropraktorbehandlinger. - Det er svært at sætte procenter på, men jeg tror på så megen fremgang, at jeg kan spille lørdag. Kenneth Stenild står på spring som vikar for Karim Zaza, hvis fravær torsdag betød, at AaB i hast indkaldte ynglingekeeperen Simon Enevoldsen - lillebror til Thomas Enevoldsen - for at have to målmænd til spiltræningen. Her var både Martin Pedersen, Thomas Enevoldsen og Andreas Johansson i aktion i kølvandet af skader, men sidstnævnte stoppede i utide, da han følte sig generet af de lyskeproblemer, der opstod i den svenske landsholdslejr i sidste uge. Risgård spiller næppe Kasper Risgård og Lasse Nielsen nøjedes med at småløbe, og især for Risgårds vedkommende synes det urealistisk, at han kan spille i morgen, men AaB får først i dag det fulde overblik over mandskabssituationen. Med forbehold for skaderne ligner det en opstilling med Karim Zaza på mål, Kasper Bøgelund, Steve Olfers, Michael Jakobsen og Martin Pedersen i forsvaret, Caca, Thomas Augustinussen, Andreas Johansson og Anders Due på midtbanen samt Jeppe Curth og Marek Saganowski i front. Thomas Enevoldsen synes udset til en plads på bænken.