Rygning igen tilladt?

RYGNING:Kære Aalborg Kommune. Som ikke-rygende ægtefælle til en ryger er det mig en stor glæde i aften at se, at Aalborg Kommune – åbenbart – har ændret sin rygepolitik for de kommunale anlæg, således at det nu er tilladt at ryge på de pågældende matrikler. At baggrunden er AaB’s guld i superligaen er ingen skår i glæden for mig og mange andre, der har stor sympati med rygerne, der i en lang periode har været underlagt en hetz i lighed med nazi-Tysklands hetz mod jøderne. For jeg går da ud fra, at når AaB’s sportsdirektør Lynge Jakobsen poserer på landsdækkende direkte tv med en tændt cigar på de grønne plæner på Aalborg Stadion, så må de samme rettigheder gælde den menige skattebetalende borger i Aalborg Kommune. Jeg kan ikke forestille mig, at der gælder særlige regler for sportsdirektører. Vel?