Rygskade driller HSH-streg

AALBORG: Kvaler med ryggen gør Bo Pedersen tvivlsom hos Aalborg HSH til dagens håndboldligakamp ude mod Otterup. I onsdagens 20-23 fiasko mod Viborg måtte han opgive at spille efter kun fire minutter, og den garvede stregspiller deltog ikke i træningen i går. - Vi tester Bo Pedersen lige før busafgang, og hvis han ikke er klar, bliver han hjemme, uden at vi tager en ny spiller med, oplyser HSH-cheftræner Lars Friis-Hansen. Fredagens træning viste ifølge træneren, at spillernes interne krisemøde torsdag aften har haft en positiv effekt. - Det var tydeligt, at de har fået talt ud om de frustrationer, der hæmmede os mod Viborg, og jeg har en stærk tro på, at der fremover vil være anderledes vilje og humør over indsatsen. I Otterup skal vi i første række fighte os til to point. Det nytter ikke at spille smart, fastslår Lars Friis-Hansen. Otterup fik i oktober sæsonens første sejr, 31-28 i Aalborg! - men fynboerne er næstsidst og har tabt de seneste seks kampe før dagens "returmøde". HSH er efter nederlag til Fredericia og Aalborg dumpet ned som nr. fem, men kan generobre pladsen i slutspilsfeltet med en sejr i dag. abel