Børnepasning

Rygter om besparelser på børnene i storkommunen

NEDSKÆRINGER:Åbent brev til børne- og skoleudvalget i Vesthimmerlands Kommune. Kære politikere i børne- og skoleudvalget i Vesthimmerland Kommune Vi har i dag været samlet i tillidsmandsgruppen for daginstitutioner i Vesthimmerland Kommune og blev utrolig skuffede over at høre rygter flere besparelser på institutionsområdet. Vi har indtil videre været inddraget i processen med visioner for den kommende kommune med stor tilfredshed. Vi mener, at vi har været med til at lave en god visionsrapport. Derfor oplever vi nu en meget stor frustration over, at vi kan erfare, at vi ingen indflydelse har haft i forhold til de faktiske forhold: At budgetarbejdet ikke tager højde for den pædagogiske konsekvens. Indtil videre er der kun rygter om besparelser. Så kære politikere; giv os de faktiske tal og jeres tanker om, hvad vi skal skære væk fra børnene i daginstitutionerne. Hvor skal serviceniveauet i forhold til børnene i institutionerne ligge i Vesthimmerland Kommune? Hvad satser I på? Børnefamilier, industri, kunst eller andet? PRIORITER BØRNENE!