Rygter om billetfup

SARAJEVO: Der er kridtet op til et vildkatteslag på banen, og på tilskuerpladserne kan situationen blive særdeles kaotisk, når Bosnien og Danmark i aften tørner sammen i EM-kvalifikationsfinalen. Ifølge hårdnakkede forlydender er der solgt omkring 60.000 billetter til kampen på Kosevo Stadion, hvor den officielle kapacitet er ca. 38.000. Rygterne om billetfup - i form af falske billetter eller et bevidst mersalg - florerer på gaden i Sarajevo, hvor bl.a. NORDJYSKE's udsendte medarbejdere er blevet tilbudt billetter, men det har ikke været muligt at få nogen kommentar fra det bosniske fodboldforbund. Til Bosniens foregående hjemmekamp mod Norge i Zenica blev der angiveligt lukket betydeligt flere tilskuere ind, end der var sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og bl.a. på det grundlag dikterede UEFA, at opgøret mod Danmark skulle afvikles på det større og mere tidssvarende stadion i Sarajevo. Aftenens gyser vil kun blive overværet af 354 danskere. Ifølge DBU har mange roligans valgt at blive hjemme af sikkerhedshensyn. abel