Rygterne er på banen

HOBRO:Mens fodboldspillerne holder turneringspause, har rygterne indtaget positionerne på banen. For sædvanen tro i en sommerferie svirrer det med rygter og gisninger om spillere, der flytter til, og spillere, der flytter fra. Det handler om Hobro IKs førstehold i fodbold, der efter sommerferien begynder på en frisk i danmarksserien efter en miserabel indsats i de sidste kampe før ferien. Og næppe havde dommeren fløjtet den sidste kamp af, før rygterne om til- og afgang på holdet begyndte at hvirvle rundt. Formanden for Hobro IKs fodboldafdeling, Henrik Christensen, har også hørt rygterne - både de for klubben og holdet positive og negative. Men, understreger han, på nuværende tidspunkt ved vi kun med sikkerhed, at en af de bærende kræfter på holdeti flere sæsoner, Arne Knudsen, stopper. - Og så må vi jo se, hvad der videre sker, siger formanden. Samme holdning har klubbens ny træner, Jacob Sveistrup. Han har været så mange år i gamet, at han ikke tror på noget, før den første kamp spilles. Som nævnt er der både positive og negative forlydender. Nogle af holdet stamspillere ud over Arne Knudsen skulle være på vej væk, men modsat er der også snak om, at der kommer væsentlige forstærkninger. Blandt andet har navne som Martin Thomsen og Mads Justesen, tidligere Hobro-spillere, været bragt i spil. Mads Justesen spiller for Viborg FFs danmarksseriehold, mens Martin Thomsen senest har spillet på Skives 2. divisionshold. Og for begge gælder, at de i Viborg har haft Jacob Svejstrup som træner.