Rystende bureaukrati

Politimesteren sendte mig et brev med mit portræt, og bad om 500 kr. Billedet forestillede mig siddende bag rattet, og det var vellignende. Jeg havde kørt for hurtigt, fortrød og var parat til at betale. Brevet rummede tre ark. Foruden billede var der et væld af meddelelser, forklaringer og formaninger, men ikke det girokort, jeg havde forventet. Jeg blev bedt om at erkende min brøde og oplyse mit cpr-nummer. Politimesterens brev kom, mens min kone og jeg var bortrejst, men så snart vi kom hjem, ringede min kone, meddelte mit cpr-nummer og sagde, at den var god nok. Hendes mand var ham på billedet, og han ville straks betale. "Ja, det kan enhver komme og sige", var svaret. Jeg skulle selv henvende mig. Det gjorde jeg, da jeg kom hjem fra mit arbejde. Jeg undrer mig over, at de på stedet stolede på min klare røst, men ikke min kones. Jeg undrer mig også over, at man kunne forestille sig, at en anden ville melde sig og erlægge de 500 kr., som jeg skyldte. Men jeg blev mest både forbløffet og fortørnet over, at der skulle så megen administration til, inden jeg fik det girokort. Hvis man parkerer ulovligt, er p-vagten ikke sen til at stikke et i forruden. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor mange henholdsvis politifolk/ kontorfolk, der blev involveret i min sag, men jeg ved, at rigtig mange blandt de først nævnte bruges til den slags kontorarbejde i en tid, hvor forfærdende mange uopklarede indbrud og anden form for uopklaret kriminalitet ruller over os, fordi politiet ikke har tid til at tage sig nok af anmeldelserne - bl.a. fordi, de uddannede politifolk også skal være kontorister. Jeg er bedrøvet over min fartovertrædelse og vil lære af den, men jeg er rystet over det omstændelige kontorapparat, der skulle aktiveres for at klare min rutineekspedition til 500 kr. – præcis det samme, som den mildeste parkeringsforseelse koster. Jens Erik Sørensen Mølleageren 31, Nørresundby