Rystende ligegyldighed

Blå blink og motorcykeleskorte hjalp ikke. Folk gav ambulance med tilskadekommen kvinde fingeren og ville ikke lade den slippe igennem, så hun måtte lide fire timer med et knust skinneben, før hun kom på sygehus

Redningsvæsen 7. oktober 2002 08:00

BRØNDERSLEV: - Det der rystede mig mest var, da min mand bagefter fortalte, at der var folk, der havde givet ambulancen fingeren, mens vi prøvede at komme ud. Conni Pedersen fra Brønderslev har haft god tid til at tænke over danskernes mangel på hensyntagen i den seneste måned. Den har hun nemlig brugt i en kørestol, fordi hun efter Jean Michel Jarre koncerten i Vrå Enge fik knust den nederste del af sit skinneben - og måtte vente fire timer med ulidelige smerter, før hun ankom til Aalborg Sygehus. - Det var rystende at opleve folks ligegyldighed, og jeg var skræmt fra vid og sans, da vi skulle ud. Et par gange troede vi, at nu kørte ambulancen i grøften, fortæller Conni Pedersen. Selve uheldet skete, fordi Conni Pedersen, hendes mand Erik og de øvrige fire personer i selskabet efter koncerten havde svært ved at komme frem på den smalle markvej, hvor folk kæmpede hensynsløst for at komme frem. - Det var bælgmørkt, og folk skubbede og puffede, og vi var nødt til at gå i gåsegang med hinanden i hånden for ikke at blive væk fra hinanden. Derfor valgte vi ligesom mange andre at lade os presse ned på marken, fortæller Conni Pedersen. På vej ned gik det imidlertid galt for Conni Pedersen, der gik som nummer fire i gruppen. I forsøget på at træde over en jerntråd sad hendes fod fast. - Det sagde "knæk, skur" og så gjorde det uhyggeligt ondt, fortæller Conni Pedersen, der beskriver den nederste del af sit skinneben som "et stykke hugget sukker" efter uheldet. Mens hans stærkt lidende kone fik hjælp af det øvrige selskab, begav Erik Pedersen sig ud i kaoset for at skaffe hjælp, men det var lettere sagt end gjort. - Folk skubbede og masede, som om de var de eneste betydningsfulde, og der var ingen, der vidste, hvor samaritterteltet var, fortæller Erik Pedersen. Til sidst måtte han opgive, hvorefter han vendte tilbage med en beredskabsjakke, han havde skaffet, som Conni Pedersen fik over sig. Til sidst lykkedes det dog én i selskabet at finde frem til samaritterne, og tre kvarter efter uheldet blev Conni Pedersen båret ind i teltet for at vente på en ambulance. Ros til samaritter Mens ægteparret stadig er rystede over alle andre, har de stor ros til de stakkels samaritter, der kæmpede en hård kamp for at skaffe hjælp uden de nødvendige virkemidler - to panodiler var det eneste smertestillende, Conni Pedersen kunne få. - Og de forslog som en skrædder i helvede, lyder det ikke overraskende fra Conni Pedersen. Vel ankommet til samaritterteltet skulle man tro, at det værste var overstået for patienten, men det store trafikkaos, sølet og bilisternes konstante forsøg på at komme først ud fra parkeringspladsen betød, at der gik endnu halvanden time, før en ambulance var slæbt frem til teltet, så Conni Pedersen kunne sætte kurs mod sygehuset. - Men det tog en hel time fra vi kørte fra teltet, til vi var ude på vejen. Det var skræmmende, at folk enten ikke kunne eller ville flytte sig. Vi havde politieskorte, men hverken det eller at ambulancen kom med blå blink og hornet i bund hjalp noget som helst, fortæller ægteparret, som undervejs oplevede de føromtalte bilister, der viste "skråt op tegnet" til ambulancen. Først da et større kontingent politibetjente og MP'ere gik foran og fik folk og biler verfet væk, lykkedes det at komme væk fra pladsen, og klokken halv fire var Conni Pedersen fremme ved Aalborg Sygehus, hvor hun hurtigt fik noget morfin til at tage de stærke smerter. To dage senere blev hun opereret. Det skadede ben holdes nu sammen af stivere og tidligst i marts forventer Conni Pedersen at kunne bevæge sig normalt igen. Drages til ansvar Udover den rystende oplevelse af de andre gæsters ligegyldighed - som de ikke kan gøre noget ved - spekulerer ægteparret en del på arrangører og myndigheders optræden i forbindelse med koncerten. - Med tanke på det kaos der er, når folk skal fra Aalborg Stadion, hvor der er masser af veje, er det utroligt, at man regner med at skulle have 35.000 mennesker ud via den "gedesti". Og når man kunne bruge så meget lys på pladsen, burde man også have oplyst vejen. Både Muskelsvindfonden og myndighederne har vist meget stor ligegyldighed, siger Conni og Erik Pedersen, som nu er ved at undersøge, om nogen kan drages til ansvar for de gener, Conni Pedersen allerede har fået og de mén, hun forventer at få fremover. - Jeg har spurgt lægerne, om jeg slipper for mén, og de mener, at jeg har dårlige odds. Både brusk og ledbånd er beskadiget, og der er stor risiko for slidgigt. - Og det er med et godt nordjysk ord, rigtigt træls, siger Conni Pedersen

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...