Bortførelser

Rystende på flere måder

Tilbage efter lange tiders mest modbydelige terrorangreb - hvor usædvanligt afsporede terrorister gik målrettet efter børn på en skole i den sydrussiske republik Nordossetien - står desværre et rystende klart billede af nærmest gennemført ineffektivitet. Først og fremmest var de russiske myndigheder alt for længe om at informere omverdenen om omfanget. I begyndelsen drejede det sig om nærmest symbolske tabstal - og nu tyder en meget foreløbig opgørelse på mindst 400 dræbte. Dermed virker det umiddelbart, som om myndighederne intet som helst har lært af det tjetjenske terrorangreb på Dubrovka-teatret i Moskva i oktober 2002. Det nytter ikke noget at gemme på præcise oplysninger, uanset om det sker i et misforstået forsøg på at vise hensyn - eller om det skyldes gamle dages holden mest muligt hemmeligt som under den kolde krig. Samtidig kunne noget tyde på, at der ikke på nogen måde har været kapacitet til at håndtere den grusomme gidseltagning. For eksempel har sikkerhedstjenester åbenbart ikke samarbejdet, men modarbejdet hinanden, ligesom der ikke lader til at have været styr på sikkerheden, herunder afspærring, så terrorhandlingen kunne have udviklet sig langt værre med langt flere dræbte og tilskadekomne. Og måske værst af alt virker Rusland ikke til at have et effektivt våben at sætte ind mod gidseldramaer af dette omfang. Det er for sent at love en kraftig opstramning, når skaden er sket - og millioner af tv-seere verden over har været mere eller mindre tavse vidner til, hvordan tusinder af familier i Nordossetien er blevet ofre i en flok skruppel- og hæmningsløse terroristers kamp for, hvad de selv opfatter som retfærdighed. Nu gælder det om at stramme op for sikkerheden, sådan som USA har gjort efter 11. september 2001 - uden at give køb på borgerrettigheder. Og så gælder det om at hjælpe Rusland med at få den fornødne erfaring til at stå imod en fortsat bølge af terrorhandlinger. For set gennem terroristernes skæve optik har de jo i Nordossetien opnået, hvad de ville: Deres kamp er gjort synlig. Og de har vist svage sider ved et stort politisk-administrativt system.