Rytter overvandt grimt styrt

Deltager i cykelløb tog først på skadestuen da han var i mål

De sejeste gennemførte ruten på lige knap tre timer. 
Foto: Grete Dahl

De sejeste gennemførte ruten på lige knap tre timer. Foto: Grete Dahl

VODSKOV:Deltagerne i motionscykelløbet Sydvendsyssel Rundt er gjort af et særligt stof. En af deltagerne i søndagens strabadser ved Vodskov styrtede efter 60 km og slog sin skulder. Men det slog ikke den uheldige rytter af sadelpinden. Han kom på cyklen igen og gennemførte hele løbet på 110 km. Først da han var kommet i mål, gik turen til skadestuen for at blive undersøgt. Det vides ikke, om manden alene fik slået skulderen af led, eller om kravebenet også brækkede. Det var i øvrigt ikke løbets eneste styrt. Lige før depotet ved Hallund var der massestyrt, hvor to tilskadekomne måtte transporteres til Aalborg Sygehus. Her er heller ikke skaderne kendt. Men ellers er arrangørerne - Vodskov Motions Cykel Klub og Vodskov IF håndbold - godt tilfreds med årets løb, der havde 301 deltagere. 60 flere end året før. Mange ryttere er trofaste deltagere, og selv det er motionsløb, bliver der også kørt stærkt. De hurtigste - en gruppe på cirka 30 - kørte ruten på 110 km på knap tre timer, hvilket svarer til en gennemsnitlig hastighed på 39 km/t. Vinderen af 80 km ruten blev et tandempar, hvor bagrytteren er blind.