EMNER

S - afgrund

"Liberal Alliance vil udbygge udhulningen og afmonteringen af det danske velfærdssamfund, øge arbejdsløsheden og forringe vækstvilkårene for landets virksomheder."

Sådan skriver Rasmus Prehn, folketingsmedlem for Socialdemokraterne, i Nordjyske Stiftstidende den 23. marts. Det kunne ikke være mere forkert. Hvis der er nogen, der ikke bekymrer sig for, hvordan vi får råd til velfærd i fremtiden, eller hvordan danske virksomheder får bedre konkurrencevilkår, så er det Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. De to partier vil nemlig hæve skatterne med 33 milliarder kroner og bruge løs i den offentlige sektor - en politik, der er ren gift for danske virksomheders konkurrenceevne og væksten. Det siger sig selv, at hvis danske virksomheder ikke kan konkurrere, så enten lukker eller flytter de til lande, hvor vilkårene er bedre. Og det betyder tab af arbejdspladser og færre indtægter til statskassen - og dermed færre penge til velfærd. Vi kommer nemlig ikke uden om, at velfærd forudsætter vækst og velstand. Men S og SF ser desværre ikke nogen problemer i at gældsætte Danmark yderligere. Med den politik er Danmark i hvert fald sikret en vej mod afgrunden.