S afkræver nok engang Løkke svar om børnecheck

Lars Løkke Rasmussen bør forklare sig i sag om børnecheck, kræver Socialdemokraternes politiske ordfører.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, bør forklare, om han lagde pres på sine embedsmænd, da VK-regeringen i 2010 indførte et optjeningsprincip sammen med Dansk Folkeparti, så udlændinge først fik fuld børnecheck efter to år i Danmark.

Det kræver Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro, der også fremsatte kravet for 10 dage siden i forbindelse med børnecheck-sagen.

- Er det rigtigt, at han blev kraftigt advaret, da han lavede loven? Har Lars Løkke og nogle af hans ministre deltaget i eller været vidende om at slette et afsnit i lovforslaget, hvor man advarer mod, at det vil være ulovligt, vil Maja Panduro vide.

- Har Lars Løkke og/eller nogle af hans ministre lagt politisk pres på embedsmænd?

Hun afviser, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal undersøge, om VK-regeringen vidste, at optjeningsprincippet strider mod EU-reglerne, sådan som Venstres fhv. integrationsminister Birthe Rønn Hornbech søndag kræver i Berlingske.

- Disse spørgsmål retter sig ikke mod statsministeren. De retter sig mod daværende statsminister Lars Løkke.

- Der er sat rimeligt mange, alvorlige spørgsmålstegn ved, om VK-regeringen var advaret, og om der blev udøvet et temmelig massivt pres mod embedsmænd, siger Maja Panduro.

Hun klandrer Lars Løkke Rasmussen for behændigt at drible udenom mediernes besværlige spørgsmål.

- Jeg forstår ikke, hvorfor der skal en undersøgelse til at besvare relativt simple ja/nej-spørgsmål fra Lars Løkke.

- Det er blevet en træls tradition, at man skal trække svarene ud af Lars Løkke, siger Maja Panduro, som dog hidtil ikke har haft held med at få V-formanden på banen.

Hun påpeger, at Løkkes svar er så meget desto vigtigere, som han fremturer med, at Danmark bør bryde EU-reglerne om børnecheck.

Venstre vil nemlig ikke stemme for skatteminister Morten Østergaards (R) lovforslag, som giver udenlandske arbejdere ret til børnecheck, sådan som det ser ud nu.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.