S beskyldes for hykleri efter kritik af "champagne-reform"

SRSF-regerings egen skattereform finansierede ligesom 2025-plan også skattelettelser ved besparelser på svage.

Jesper Petersen Foto: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen

Jesper Petersen Foto: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen

Det klinger hult, når Socialdemokraterne kritiserer regeringens økonomiske 2025-plan for at være en "champagne-reform", der giver direktøren de største skattelettelser.

Det mener en række politiske aktører, fordi beregninger fra den liberale tænketank Cepos viser, at SRSF-regeringens egen skattereform tilbage i 2012 også var med til at øge uligheden. Det skriver Berlingske.

Dengang blev skattelettelser til personer med en høj løn blandt andet finansieret ved at skære i offentlige ydelser til eksempelvis arbejdsløse og syge.

Ifølge Cepos' beregninger fik en "direktørfamilie" en årlig skattelettelse på 20.500 kroner med den røde regerings skattereform. I Løkkes forslag er tallet 32.300 kroner om året, skriver Berlingske.

På den anden side taber en enlig dagpengemodtager uden børn i en lejebolig i Venstre-regeringens udspil 4300 kroner om året. Samme dagpengemodtager tabte dog ifølge Cepos endnu mere - 7100 kroner - i skattereformen fra 2012.

Venstres finansordfører, Jakob Jensen, ved ikke, om han skal "grine eller græde" over Socialdemokraternes kritik af 2025-planen.

Enhedslisten kommer ikke Socialdemokraterne til undsætning.

- For det var dem, der åbnede ballet med at mindreregulere overførselsindkomsterne. Derfor står Socialdemokraterne svagt, når de nu kritiserer højrefløjen for at gøre det samme. Det håber jeg, de vil reflektere over, siger finansordfører Pelle Dragsted til Berlingske.

Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen, afviser, at partiet er ude i et hyklerisk ærinde.

- Der er en kæmpe forskel på, om man laver en skattereform, der sænker skatten for almindelige lønmodtagere og løfter almindelige lønmodtagere ud af topskatten, og så på at sænke topskatteprocenten, sådan som Venstre-regeringen nu vil, siger han til Berlingske.

Jesper Petersen anerkender dog, at det var et ganske "ømtåleligt" punkt, at deres reform blev finansieret ved at skære i overførselsindkomsterne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.