S-borgmestre retter kritik mod regeringen

Socialdemokratiske borgmestre på Lolland og i Brøndby melder sig ind i kor af kritiske stemmer fra baglandet.

S-borgmestre retter kritik mod regeringen

De seneste dages uro i det socialdemokratiske bagland breder sig nu.

Brøndbys borgmester Ib Terp (S) frygter, at Socialdemokraterne mister magten ved næste valg, hvis krisen fortsætter.

- Jeg tror vi skal tilbage til 30'erne for at finde så dårlige tal, siger han til TV 2 Nyhederne.

- Jeg ville ønske, at vi havde en stærkere socialdemokratisk stemme i regeringen, tilføjer Brøndby-borgmesteren.

Også borgmester i Lolland Kommune, Stig Vestergaard (S), kritiserer S-ledelsen. Han mener, at partitoppen er for dårlig til at kommunikere og sælge budskaberne.

- Når man hele tiden taler 2020-planer - det er også væsentligt at se ud i fremtiden - så taler man om fremtiden. Det er ikke sådan, folk forholder sig til problemerne i dag. Vi har 170.000 arbejdsløse, det er det folk går op i, siger han til TV 2 Nyhederne.

De to borgmestres udmeldinger kommer efter skarp kritik fra S-lokalforeninger i både Aalborg og Helsingør.

Og i et nyhedsbrev har det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjarne Laustsen opfordret statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at sige undskyld til befolkningen.

Helle Thorning-Schmidt ønsker ikke at kommentere kritikken, men for at dulme gemytterne udsendte S-ledelsen i dag en liste med 40 såkaldt røde resultater.

- Det er for at gøre op med en blå myte, der er skabt, hvor de politiske kommentatorer kun fokuserer på de seneste uger og glemmer resten, siger EU-ordfører Jens Joel (S) til Ritzau.

- Måske er det fordi, de ikke kan huske længere tilbage, men det er et faktum, at vi er en regering, der skaber røde resultater, og det vil vi gerne fortsætte med, siger han

Blandt de 40 punkter er alt fra afskaffelsen af de såkaldte fattigdomsydelser til genindførelse af gruppeeksamen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.